Viborg-direktør: Keller bringer sportslig kvalitet ind i teamet
Foto: Viborg FF
Superliga

Viborg-direktør: Keller bringer sportslig kvalitet ind i teamet

Christian Keller har underskrevet en etårig aftale med Viborg FF, og klubben er tilfreds med tilgangen og tillægger ikke sagen i Randers meget værdi.

35-årige Christian Keller overvejede et karrierestop, men midtbanespilleren skrev i stedet under på en etårig aftale med Viborg FF, hvor han altså vender tilbage til en klub, han spillede for fra 2002 til 2005.

Midtbanespilleren fik sin aftale med Randers FC ophævet, fordi han, ifølge Randers FC, stod bagerst i køen til spilletid på midtbanen, og selv om klubben ikke nævnte noget om sagen i Randers FC med Keller og Jonas Borring, har det jo haft betydning for Kellers afgang.

I Viborg er de ikke synderligt bekymret for, hvordan Keller modtages i omklædningsrummet. Tilgangen handler udelukkende om Kellers fodboldmæssige kvaliteter.

- Det har været en sag med stor mediebevågenhed, og det har også haft betydning. Men vi kender Christian, der har været her før og er en dejlig person med fodboldmæssige kvaliteter. For os som trup er sammenhold en stærk faktor i dagligdagen, og det skal være med til at løfte os, siger direktør Morten Jensen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Dybest set handlede den sag om to mennesker, der havde mødt hinanden og var glade for hinanden. Og så kom det i medierne, fordi det var fodboldspilleren Keller. Hvis det var sket nede på en anden arbejdsplads, var det ikke kommet i medierne, siger han videre.

Tilgangen af Keller kan måske alligevel ses som lidt et sats. Hvordan reagerer truppen? Fodboldspillere taler altid om det store sammenhold, der skal være i et omklædningsrum, og spillerne taler altid om de 'uskrevne regler' i omklædningsrummet. Regler, som Keller brød i Randers.

Men Morten Jensen er fortrøstningsfuld forud i forhold til truppen.

- Vi har vendt det internt, og det er en ledelsesmæssig beslutning. Det handler om at få noget sportslig kvalitet ind i teamet, og vi kender ham. Jeg var selv med til at få ham til klubben i 2002.

- Det er en spiller, der har prøvet en masse ting og var en profil i Randers gennem fem år. Så spillede han godt nok ikke de sidste tre måneder, men vi tror på, at han kan være med til at løfte tingene, siger Morten Jensen.

Viborg har hentet tre nye spillere denne mandag i form af Keller, Oliver Thychosen og Andreas Bruhn, og der er naturligvis glæde over, at der er tilføjet spillere til truppen.

- Det er lidt forskellige spillere. Christians (Keller) erfaring taler for sig selv, og så har vi hentet et par spillere på en 22-23 år, der har talent til mere. Så nu har vi en trup med rutine, som de unge kan læne sig op ad. Vi har et godt miks, siger Morten Jensen.

Klubben har sagt farvel til blandt andre Christopher Poulsen, Jacob Egeris, Sebastian Andersen og Lukas Lerager.