Ung Randers-profil: Mere pres på mig
Illustration
Superliga

Ung Randers-profil: Mere pres på mig

Nu hvor Nicolai Poulsen er blevet fast mand på Randers FC's centrale midtbane, kan han også mærke, at der er større pres på.

I sjette spillerunde fik 21-årige Nicolai Poulsen chancen fra start i Randers FC's kamp ude mod SønderjyskE. Her spillede de to klubber 1-1, og kampen blev lidt af et gennembrud for de U/21-landsholdsaktuelle Nicolai Poulsen. Siden han fik sæsonens første start, har Colin Todd nemlig valgt at bruge midtbanespilleren fra start i alle de ni efterfølgende kampe i Superligaen.

Med andre ord kan man sige, at Nicolai Poulsen er blevet fast mand i Randers FC. Det gav tidligere i efteråret en udtagelse til Jess Thorups U/21-landshold, ligesom det giver værdifuld erfaring til en ung og talentfuld midtbanespiller. Selv ved Nicolai Poulsen dog godt, at der ikke er langt fra succes til fiasko. Dampen skal holdes oppe, ellers er det en anden, der spiller.

- Selvom det måske er lidt anderledes nu, hvor jeg er blevet mere etableret, handler det stadig bare om at give den fuld gas, så Colin (Todd, red.) ikke bliver i tvivl om, at det er mig, han skal bruge. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg føler mig mere sikker end jeg gjorde før i tiden, hvor jeg kun kom på banen engang imellem. Jeg synes godt, man kan sige, at der er endnu mere pres på mig, nu når jeg er begyndt at få fast spilletid og har vist, hvad jeg kan levere, siger Nicolai Poulsen til Randers Amtsavis.

Nicolai Poulsen har spillet begge Randers' pokalkampe denne sæson, og han kan meget vel få spilletid igen onsdag aften, hvor Randers FC får besøg af Silkeborg IF i DBU Pokalens kvartfinale.