Uheldig FCN-spiller vil stærkt tilbage
Illustration
Superliga

Uheldig FCN-spiller vil stærkt tilbage

Lasse Petry håber, at han kan genvinde sin plads i FC Nordsjælland, når han bliver skadesfri i 2015.

FC Nordsjælland er sluppet forholdsvis billigt fra skader i denne halvsæson, men uheldet har alligevel været ude efter midtbanespilleren Lasse Petry, der delvist på grund af en langvarig skade ikke har været i aktion for Farum-klubben i denne sæson.

Petry blev for nylig opereret i menisken, og efter nytår satser han på at være tilbage på træningsbanen i Farum, hvor han er sluten efter at bevise sit værd.

- Jeg bruger al mit tid i styrkelokalet og på at holde min kondition ved lige. Mit højreben har mistet en masse muskelmasse efter at have været ude i et godt stykke tid, så der bliver pumpet på, siger Lasse Petry til Kanalsport og fortsætter:

- Det har været vildt frustrerende. Jeg havde endelig spillet mig rigtig ind på holdet og fået en vigtig rolle, og så løber jeg ind i sådan en skade her – oven i købet lige som der er kommet en ny træner. Det er bare ekstra surt. Men jeg er rigtig opsat på at komme tilbage og vise Olafur (Kristjansson, red.), at jeg selvfølgelig kan komme stærkt tilbage og få samme rolle på holdet, som jeg havde før.

Lasse Petry spillede i sidste sæson 28 kampe og scorede et mål for FC Nordsjælland.