Uganda-angriber sættes i forbindelse med SønderjyskE
Superliga

Uganda-angriber sættes i forbindelse med SønderjyskE

Dagen efter SønderjyskE sikrede sig Thomas Dalgaard, sættes klubben i forbindelse med endnu en angriber.

SønderjyskE lavede et stort transferscoop mandag, da klubben sikrede sig Thomas Dalgaard på en fri transfer. Den tidligere Superliga-topscorer skal dermed sparke SønderjyskE mod overlevelse, og det kan måske være, at han ikke bliver den eneste, der skal det.

For ifølge mediet Xinhua News Agency er SønderjyskE tæt på at sikre sig endnu en angriber i form af Uganda-angriber Emmanuel Okwi, der er landsholdsspiller. 22-årige Okwi spiller for klubben Simba SC fra Tanzania, og han siger selv, at en aftale er tæt på.

- Aftalen var faldet på plads for noget tid siden, hvis det ikke havde været, fordi jeg havde travlt med mit bryllup. Jeg håber, vi bliver enige, og at jeg kan komme til klubben, siger Okwi, der angiveligt rejser til Danmark onsdag for at afslutte forhandlingerne.

Der er også citater fra Simba SC, der har givet Okwi lov til at rejse til Haderslev for at afslutte forhandlingerne.

- Simba SC er glade for at se sine spillere vise deres talenter frem på en stor og international scene. Vi er glade, og vi ønsker, at Okwi får succes, lyder det Evans Avena, der er klubpræsident.

22-årige Okwi har angiveligt spillet 40 landskampe og scoret 17 gange.