Video : Tipsbladet
Premier League

UEFA kompenserer Liverpool-fans efter kaos

Uefa og en gruppe af Liverpool-fans har indgået forlig efter den kaotiske Champions League-finale i 2022.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har indgået et forlig med en gruppe Liverpool-fans, der havde krævet erstatning for deres oplevelser i forbindelse med Champions League-finalen i 2022.

Det skriver Uefa fredag på sin hjemmeside.

Forbundet tilføjer, at forliget indeholder en økonomisk kompensation for de problemer og udfordringer, som fansene blev udsat for.

Gruppen af fans, der har fået kompensation, har været repræsenteret af advokatkontorerne Pogust Goodhead og Binghams Solicitors.

Beløbet bliver i henhold til forliget ikke afsløret, og Uefa understreger, at man ikke har indrømmet nogen skyld.

Finalen i Paris mellem Liverpool og Real Madrid blev udskudt i 36 minutter, da tusindvis af Liverpool-fans ikke kunne komme ind på Stade de France, hvor finalen skulle spilles.

Det udløste et kaos, som Uefa i første omgang beskyldte Liverpool-fansene for at stå bag. Forbundet undskyldte siden og lovede, at det ville refundere nogle af Liverpool-fansenes billetter.

Uefa sagde i den forbindelse, at det "anerkender de negative oplevelser, som fansene havde den dag".

Videoer på sociale medier viste, at det franske politi blandt andet brugte tåregasgranater mod den store menneskemængde, som beklagede sig over den hårdhændede behandling, mens de blev opdelt og gennet ind i indhegninger af politiet.

På banen vandt Real Madrid finalen med 1-0 efter en scoring af Vinicius Junior.

/ritzau/