U21-landshold og Superliga-legende indstillet til mediepris
Superliga

U21-landshold og Superliga-legende indstillet til mediepris

Danske Sportsjournalister uddeler for tredje år i træk Medieprisen, hvor to af tre nominerede er fra fodboldens verden.

I samarbejde med Unibet og Hummel uddeler Danske Sportsjournalister for tredje år i træk Medieprisen.
 
Prisen er stiftet for at hylde de sportspersonligheder, der aktivt bruger etablerede medier samt sociale medier og giver deres fans et større indblik i deres liv som topatlet.

Desuden forstår prisvinderen at udnytte medierne til at eksponere deres sportsgren og klub på bedste måde.

 
Med prisen følger for 50.000 kroner produkter fra Hummel til et velgørende formål.
 
Årets tre nominerede er:
 
U21-landsholdet i fodbold
Efter en årrække med brok og beklagelser over ’kedelige’ fodboldspillere viste U21-landsholdet op til og under EM-slutrunden i Tjekkiet i sommeren 2015 et helt andet ansigt. Smil, åbenhed og et billede af mange forskellige personligheder blev vist med en ny åbenhed.
 
Daniel Svensson, håndbold
Daniel Svensson har under sin alvorlige sygdom vist åbenhed ud over alle forventelige grænser om en ekstremt svær situation, men på så højt niveau i denne kontekst, at han i sin måde at kommunikere på bliver en decideret ambassadør og rollemodel for alle kræft- eller sygdomsramte i Danmark, og dermed bruger sin rolle i sport på en vigtig og sympatisk måde.
 
Ove Pedersen, fodbold
Han er oldschool, og der er ikke meget sociale medier over Ove P., men gennem hele sin trænerkarriere har han troligt stillet sig frem, stået til rådighed og ikke været bange for også at sige sin mening, selv om den var kontroversiel. Om det så er i radioprogrammer om fodbold eller i live interview før, under og efter kampe, er det altid interessant at høre på den nuværende Hobro-træner.

Vinderen kåres på onsdag den 4. maj klokken 10.00 hos Hummel i Aarhus.