TV-billeder afslører Emil Larsen i nødløgn
Foto:Jens Dresling / Polfoto
Superliga

TV-billeder afslører Emil Larsen i nødløgn

Emil Larsens forhold til OB-fansene er på ingen måde forbedret efter søndagens sejr over FC Nordsjælland

Der har været stort fokus på Emil Larsens fan-sviner efter forrige spillerunde, hvor han efter hjemmebanenederlaget til FC Vestsjælland sagde:
 
- Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det.
 
Kommentaren faldt, da OB-spilleren blev bedt forholde sig til, at OB-fansene havde pebet af ham, da han blev skiftet ud. 
 
Oven på fan-svineren kom Emil Larsen med en officiel beklagelse omkring sin kommentar, men efter søndagens OB-sejr ude over FC Nordsjælland har forholdet til fansene fået mere dårlig energi. 
 
Emil Larsen startede for første gang på bænken men blev skiftet ind med omkring 20 minutter tilbage af kampen og var med til at køre den uhyre vigtige sejr i hus. Da kampen blev fløjtet af, strøg Emil Larsen direkte i omklædningsrummet, mens holdkammeraterne gik ned for at takke de medrejsende fynske fans. 
 
Da Emil Larsen efter sit bad blev bedt forklare, hvorfor han ikke sammen med holdkammeraterne havde takket fansene, svarede han:
 
- Det ved jeg ikke, jeg går altid ned efter kampen. Som jeg siger til dig, går jeg altid ned efter kampen - om det er i denne kamp eller for 10 kampe siden. 
 
 
Fodboldprogrammet Onside har dog gravet lidt i arkiverne og alene for denne sæson fundet fem tilfælde, hvor tv-billeder viser Emil Larsen takke fansene sammen med holdkammeraterne.
 
Episoden søndag eftermiddag og Emil Larsens kommentar understreger blot, at offensivspilleren og de fynske fan på ingen måde er kommer på bølgelængde. 
 
OB spiller om en uge på hjemmebane mod SønderjyskE, og på spørgsmålet om bataljen med fansene er skrinlagt, svarer Emil Larsen til bt.dk:
 
- Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Vi har hjemmebane næste gang, og så må vi se til den tid, men ærligt talt bruger jeg ikke så meget tid på det. Det rører mig ikke så meget.
 
Emil Larsen har kontrakt med OB frem til sommeren 2016 men lægger ikke skjul på, at han gerne vil prøve talentet af på et højere niveau.