Transfervarm Esbjerg-profil skadet i tre uger
Foto: Philip Davali/Polfoto
Superliga

Transfervarm Esbjerg-profil skadet i tre uger

Backen Ryan Johnson Laursen har på rygteplan været sat i forbindelse med et skifte til hollandsk fodbold - nu må den unge back dog sidde ude i tre uger med en skade.

Esbjerg fB har denne sommer solgt backen Jonas Knudsen til Ipswich fra den næstbedste engelske række, og klubben kan formentlig også sælge Ryan Johnson Laursen, for flere klubber lurer på Laursen, og et bud fra AZ Alkmaar er tikket ind. Og selv om skiftet formentlig vil være interessant for Laursen, har Esbjerg lukket for flere afgange af profiler denne sommer.

De seneste par år har klubben således mistet stærke spillere som Ankersen-brødrene, Martin Braithwaite, Martin Pusic og Eddi Gomes for at nævne nogle, så Ryan Laursen bliver i Esbjerg. Klubben får dog ikke gavn af Laursen de næste tre uger, for backen udgik af kampen mod Viborg med en skade, som holder ham ude i tre uger. 

- Varigheden af skaden afhænger af, hvordan Ryan reagerer på genoptræningen, men vi forventer tre ugers pause. Det kan dog variere, siger Søren Møller Kristensen, klubbens fysioterapeut, til Esbjergs hjemmeside.

I det hele taget er der defensive problemer for Niels Frederiksen, der heller ikke har en decideret venstre back til rådighed i øjeblikket. Leon Jessen, som Esbjerg har hentet, er på vej tilbage fra en skade, og det er endnu uvist, om han er klar til at spille i weekenden.

Ryan Laursen har i denne sæsons første tre kampe assisteret to mål - senest mod Viborg.