Video : Tipsbladet
Superliga

Transfervarm Brøndby-angriber: Jeg har intet ønske om at skifte

Kamil Wilczek har ikke været i dialog med Legia Warszawa.

Brøndby-angriberen Kamil WIlczek er i dette transfervindue blevet sat i forbindelse med den polske storklub Legia Warszawa. 

Den polske klub mangler en angriber i dette transfervindue, og her er Wilczek altså et af emnerne på ønskesedlen. 

Selv har angriberen dog ikke hørt noget om interessen fra Legia Warszawa. I et intervew med polsk Eurosport fortæller han, at en ven gjorde ham bekendt med spekulationerne om Legia, og han har ikke gjort sig mange overvejelser om et klubskifte.

- Man ved aldrig, hvornår det er den rette timing for et klubskifte, men jeg har det godt i Danmark, og jeg har intet ønske om at skifte klub. Jeg kunne måske overveje det, men så skulle det være et meget, meget godt tilbud. Jeg har en god kontrakt med Brøndby og et arbejde at passe, for vi er nummer to i tabellen. Derfor tager jeg alle rygter helt roligt, siger Kamil WIlzcek til det polske medie. 

Wilczek er også blevet sat i forbindelse med tyrkiske klubber, men han fastslår, at han ikke er optaget af transferspekulationer.

- Jeg har ikke hørt om det, men jeg er sikker på, at vores manager er opdateret. Jeg taler kun om klubber, hvis der er konkret interesse, og der er et tilbud på bordet. Det er derfor, jeg ikke har lyst til at spilde tid med at læse sådanne nyheder på internettet, siger han. 

Kamil Wilczek kom til Brøndby i januar 2016. Han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2019.