Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Der mangler erfaring i FC Nordsjælland

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod transfervinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på FC Nordsjælland.

En af de mest interessante dage i fodboldkalenderen nærmer sig. Transfervinduets deadlineday finder denne sensommer sted onsdag den 31. august, og der arbejdes nu på højtryk i diverse klubber og agentkontorer for at sikre de sidste handler.

Frem mod transfervinduets lukning sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på FC Nordsjælland.

Status:
Med fire point efter seks kampe, skal der ske ændringer i det nordsjællandske. Klubben har i denne sæson sat rekord for laveste gennemsnitsalder, og det har sat sit præg. De unge spillere har ikke kunnet spille en sejr hjem siden første spillerunde. Der skal derfor hentes spillere med erfaring til klubben.

Sommerens tilgange:
Oliver Thychosen (lejeretur, Vejle Boldklub), Mohammed Fellah (Esbjerg fB), Mathias Rasmussen (Start IK), Divine Naah (Manchester City, lejeaftale), Abdul Mumin (Right to Dream), Indy Groothuizen (Ajax), Ernest Asante (Stabæk)

Sommerens afgange:
Martin Vingaard (Tampa Bay Rowdies), Jonathan Vervoort (kontraktudløb), Emre Mor (Borussia Dortmund), David Moberg Karlsson (IFK Norrköbing), Oliver Thychosen (Viborg FF), David Jensen (Utrecht), Johannes Ritter (FC Helsingør), Joshua John (Bursaspor)

Kommende kontraktudløb:
Patrick Mtiliga (sommer 2017)
Dominic Oduro (sommer 2017)
Nicklas Mouritsen (sommer 2017)
Emiliano Marcondes (sommer 2017)
Souheib Dhaflaoui (sommer 2017)

Her kan der sælges:
FC Nordsjælland har allerede solgt godt ud før denne sæson. Med afgange af Vingaard, Mor, Moberg Karlsson, Thychosen, Jensen og John har klubben skilt sig af med dem, de følte var i overskud. 

Det forventes, at klubben holder fast i den kerne, der er på holdet lige nu. Kommer der bud, på spillere som Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Emiliano Marcondes eller Marcus Ingvartsen, kan klubben komme i en situation, hvor de økonomisk ikke kan tillade sig at sige nej. 

Her kan der købes:
FCN mangler spillere, der har erfaring. Med en gennemsnitsalder, der nærmer sig den kriminelle lavalder, er klubben på spillerjagt. De har meldt ud, at de ønsker forstærkninger, der bringer rutine ind i truppen. 

Specielt centralt på midtbanen mangler der rutine. Mathias Rasmussen, Stanislav Lobotka og Christian Køhler er fine spillere, men midtbanen mangler en general, der kan tage ansvar ud over det sædvanlige.