Træner om Marcondes: Åndssvagt at tage til BIF, når han har udlængsel
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Træner om Marcondes: Åndssvagt at tage til BIF, når han har udlængsel

Emiliano Marcondes har længe ønsket at komme til udlandet, og derfor er skiftet til Brentford også det rigtige i stedet for eksempelvis at skifte til Brøndby, mener træner Kasper Hjulmand.

Til vinter er det slut med Emiliano Marcondes i Superligaen.

Den teknisk stærke midtbanespiller, 22 år, skifter til the Championship og Brentford, hvor han skal være med til at spille klubben i nærheden af oprykning.

Det har været en sommer, hvor Marcondes længe har været kædet væk fra FC Nordsjælland, og hvor det har stået mellem et skifte til Brøndby eller væk fra Superligaen. Men til syvende og sidst valgte han Brøndby fra og skrev kontrakt med Brentford, og den beslutning er den rigtige, når Marcondes nu ikke ville forlænge, mener FCN-træner Kasper Hjulmand.

- Det ville være åndssvagt at tage til Brøndby, når han nu har haft udlængsel fra Superligaen. Så skulle han jo stadig spille på alle de stadioner, han allerede har prøvet, sagde FCN-træneren til Ekstra Bladet søndag.

FC Nordsjælland arbejdede hårdt på at forlænge aftalen med Emiliano Marcondes, der i sidste sæson stod for 12 Superliga-scoringer og et stort, stort løbearbejde, men i stedet blev det Rasmus Ankersens Brentford, der løb med endnu en dansker.

- Vi må acceptere, at spillere og agenter indimellem synes noget andet end os, og Emiliano har krudt i røven. Jeg har kunnet mærke hans udlængsel. Han vil ud og prøve noget andet og få nye impulser, sagde Hjulmand til Ekstra Bladet.

Emiliano Marcondes skifter til Brentford den 1. januar 2018 på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021.