Toutouh har gode pokalminder, men mangler en FCK-titel
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Toutouh har gode pokalminder, men mangler en FCK-titel

Youssef Toutouh har før vundet en pokalfinale - men ikke med FC København. Han håber at komme i kamp på torsdag mod AGF.

Året er 2013. Stedet er nationalarenaen med det mundrette navn Parken. Spilleren er Youssef Toutouh. Han er glad. Han har med kampens eneste scoring sikret Esbjerg sejren i finalen i DBU Pokalen. 

Toutouh var på det tidspunkt udljejet fra FC København til Esbjerg fB, men i dag er han tilbage i København og har været det længe. Han husker godt finalesejren for tre år siden.

- Det var et stort minde og en stor dag for holdet og for byen Esbjerg. Jeg var med til det, og jeg scorede det afgørende mål. Det glemmer jeg aldrig, og det fylder stadig noget hos mig, siger Youssef Toutouh. til tipsbladet.dk.

Han gik glip af pokalfinalen i sidste sæson på grund af en skade, og han var heller ikke med i 2014, da FC København tabte 2-4 til AaB. Derfor håber han på spilletid i torsdagens finale, selvom Ståle Solbakken overvejer at rotere på holdet. 

- Jeg håber da, at alle vil spille den kamp. I de næste par uger har vi mange kampe. Jeg vil selvfølgelig spille så mange som muligt, men det er ikke op til mig. Det er en pokalfinale. Hvem vil ikke spille en pokalfinale?, siger Youssef Toutouh.

- Det er en stor turnering. Alle har en chance for at vinde den, og det er en anden form for turnering end Superligaen. Man skal være klar fra start, og vi ved, at AGF vil gøre alt for at vinde. Jeg spiller fodbold for at vinde titler, og det er der en mulighed for på torsdag. Hvis Ståle får brug for mig, er jeg hundrede procent klar, tilføjer han. 

Et ekstra krydderi på kampen er, at der er udsolgt af billetter. Det er stort, mener Toutouh.

- Det er fedt som spiller at vide, at der er udsolgt. Det er derfor, at man spiller fodbold. Der er en stemning omkring, og det overrasker mig, at der kommer så mange AGF-fans til kampen. Jeg er glad på deres vegne, og det skal nok blive en fed kamp, siger han.

Selvom FC København møder Superligaen aktuelle nummer 11, er det ikke en walk-over, fastslår FCK'eren.

- AGF er ikke et dårligt hold. Der er en masse gode spillere. Det kan redde deres sæson. De vil selvfølgelig gøre alt for at vinde, så hvis vi undervurderer dem og ikke er klar fra start, bliver det en svær kamp, siger han. 

Pokalfinalen mellem FC København og AGF spilles torsdag klokken 17.00.