Tilskuerkrise: FCK skyder mod for mange uinteressante Superliga-kampe
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Tilskuerkrise: FCK skyder mod for mange uinteressante Superliga-kampe

FC Københavns CEO Anders Hørsholt vil bringe den nuværende Superliga-struktur med 14 hold i spil, hvis faldet i ligaens tilskuertal fortsætter i foråret.

Da FC København tirsdag aften slog Viborg FF 4-0 i Superligaen, var det med færre tilskuere på stadion, end der har været til en Superliga-kamp i Parken med FC København siden november 1998.

7368 tilskuere i Parken tirsdag 29. november og 7757 tilskuere to dage tidligere hos FC Københavns rivaler Brøndby IF er ikke meget, og så er de to hovedstadsklubber endda blandt dem, der er sluppet bedst gennem efteråret på tilskuerfronten med et fald i Parken på 3,1 procent i de første ni hjemmekampe sammenlignet med de første ni i 2015/2016-sæsonen.

I otte ud af de seneste ni Superliga-runder har der været minimum én kamp med under 2000 tilskuere, og selvom FC København ikke lider nogen nød på eget tilskuertal i en sæson med Champions League-fodbold i Parken, bekymrer faldende tilskuertal FC Københavns CEO Anders Hørsholt.

- Et af argumenterne for at udvide var, at risikoen for at rykke ned blev mindre. Men det skulle også give ekstra indtægter via de ekstra kampe. Det viser sig bare, at når de ekstra kampe ligger tirsdag og onsdag aften, er det svært, for på de tidspunkter har vi svært ved at tiltrække tilskuere til Superligaen, siger Anders Hørsholt til Tipsbladet.

- Der er for mange uinteressante kampe. Hvor der før var måske én uinteressant kamp per runde, er der nu to eller tre, hvor man tænker, at det er ligegyldigt. Der er for få kampe med højt spændingsniveau, med al respekt for de øvrige hold, der spiller. De trækker ikke seere væk fra United-Liverpool eller Vild med Dans, siger Anders Hørsholt.

Da der sidste år blev forhandlet ny Superliga-struktur, talte FC København og FC Midtjylland for at indsnævre Superligaen til 10 hold.

Det var der ikke i nærheden af at være politisk flertal for, og for at få et slutspil endte FC København, FC Midtjylland og et par andre af de traditionelle tophold i stedet med at acceptere en udvidelse af ligaen til 14 hold.

Men fortsætter udfordringerne med at få tilskuere på stadion til Superliga-kampe ind i foråret, hvor der er playoff om såvel medaljer som at undgå nedrykning, vil Anders Hørsholt have kollegerne i dansk klubfodbold til igen at se på Superliga-strukturen, gerne med en nedskæring fra de nuværende 14 hold som resultat.

- Fortsætter dette billede ind i foråret, er vi nødt til at se på, hvordan vi får det forandret. Det er ikke for at pege fingre af nogen, selvom vi godt kunne sige: ”Hvad sagde vi.” Vi står præcis der, hvor vi frygtede. Men det er bedre, andre selv ser, at vi arrogante københavnere havde ret. For det tror jeg, vi får. Det har vi som regel, siger Anders Hørsholt.

Læs hele interviewet med Anders Hørsholt i fredagens udgave af Tipsbladet.

Her stiller FCK-bossen skarpt på Superligaens nye struktur, FC Københavns kamp mod en lukket Superliga og hvorfor Hørsholt mener, FC København i modsætning til i 2011 kan tåle et farvel til Ståle Solbakken, hvis udlandet igen lokker den norske FCK-manager.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/.

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.

Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/

I Tipsbladet fredag får du også:
- Gennem af sommerens transfers i Superligaen - har de slået til?
- Interview med det tidligere Chelsea-emne Taofeek Salami, der nu spiller i Middelfart
- Interview med den spanske journalist Guillem Balague om Barcelonas eksistentielle krise
- Overblik over næste uges afgørende Champions League-runde
- En Stille Fodboldsnak med Niels Brandt, forsanger i The Minds of 99
- Spiltips
- Resultater