Tilfreds AGF-træner: Vi lægger på
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

Tilfreds AGF-træner: Vi lægger på

Morten Wieghorst er fint tilfreds med torsdagens testkamp mod FC Nordsjælland, selvom han savner taktiske forbedringer.

AGF er i fuld gang med forberedelserne til en spændende Alka Superliga-sæson. Flere nye navne er at finde i truppen, mens man torsdag skulle spille sommerens første testkamp. Her ventede FC Nordsjælland i en tæt affære, hvor de to mandskaber delte med 2-2. 

Et faktum der skaber tilfredshed hos AGF-cheftræner Morten Wieghorst. Den rutinerede træner erkender dog, at man taktisk skal omstille sig til livet mod modstandere, der er bedre på bolden end holdene i den forgangne sæson: 

- Der var mange, der kom i spil, og vi fik de første minutter i benene. Det var godt. I starten af kampen skulle vi lige finde ud af, at når vi spiller mod en Superliga-modstander, og spillere, der er forholdsvist rolige med bolden, så skal vi rent taktisk have bedre styr på vores pres. Og vi skal arbejde hårdere, hvis vi går i højt pres, for ellers spiller de udenom os, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside. 
 
Cheftræneren understreger dog, at en spændende tid er i vente: 
 
- Det var første kamp, og selvfølgelig får vi lagt på herfra. Veloverstået og ingen skader, udtaler Wieghorst. 
 
Næste test for AGF venter mandag, når Ljungskile venter på Frederikshavn Stadion.