Tidligere Rosenhøj-formand om talentjagt: Udtryk for talentspild
Foto: Divisionsforeningen
Superliga

Tidligere Rosenhøj-formand om talentjagt: Udtryk for talentspild

Den tidligere Rosenhøj-formand Steen Jørgensen fortæller, at han synes, at de store klubber ikke viser hensyn til den enkelte spiller, når de henter unge talenter.

Mod slutningen af 1990'erne begyndte navnligt Brøndby og FC København at vise interesse for talentfabrikken Rosenhøj, der har udviklet Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli, Martin Spelmann, Kasper Lorentzen, Danny Olsen og flere. Umiddelbart burde det være en positiv historie, at klubben har udviklet så utroligt mange talenter, men Steen Jørgensen fortæller, at han stadigvæk løfter en advarende pegefinger, da han bliver adspurgt om spørgsmålet om dét at miste mange ungdomsspillere. 

- Mange af vores drenge har profiteret paf at skifte klub. Herom hersker ingen tvivl. Men vi har også haft talentfulde drenge, som ikke kunne stå for presset efter et klubskifte. Dem hører vi bare aldrig om. I Rosenhøj var de stjernen på holdet, den der havde bolden mest, og den som andre så op til. I deres nye klubber fik de ikke den samme status. Her endte de med at være én blandt mange. Reduceret til boldflytter, fortæller Steen Jørgensen til spillerforenigen.dk. 

Rosenhøj har ifølge Steen Jørgensen selv længe haft et godt forhold til FCK og Brøndby og deres talentspejdere. Dog mener Steen Jørgensen, at det er bekymrende med udviklingen, der har set "selvstændige og uregerlige scouts" finde sin vej til træningsbanerne rundt omkring i Danmark.

- I dag er der jævnligt "scouts" ude at kigge på vores helt små drenge. Helt ned til U/8, lyder det fra Steen Jørgensen.