Superliga

Tidligere FCK-emne vil væk fra Holland

Marcus Nilsson blev i 2011 rygtet til FC København, men løverne fik ham ikke dengang - nu har de og andre chancen igen.

Tilbage i sommeren 2011 havde FC København et godt øje til de to svenskere Alexander Gerndt og Marcus Nilsson, der dengang tørnede ud for Helsingborgs IF, men i sidste ende valgte ingen af dem at vende snuden mod København - i stedet satte de sig i flyveren til Holland. Begge spillere skiftede til FC Utrecht.

Nu har FC København og andre interesserede klubber endnu en chance for at slå kløerne i Marcus Nilsson. For mens Alexander Gerndt har succes i Utrecht og er klubbens næstmest scorende, har forsvarsspilleren tilbragt det meste af sin tid på bænken eller tribunen i Holland.

Kun to gange er Marcus Nilsson startet inde i denne sæson, og det er han ikke tilfreds med - derfor er han begyndt at se sig om efter noget andet.

- Marcus kom her for at spille på førsteholdet hver weekend, og vi har fuldt forståelse for, at det er det, han vil. Kommer en klub med en forespørgsel, er vi villige til at lytte, men det er også op til Marcus. I længden behøver han førsteholdsfodbold for at udvikle sig, siger Utrechts tekniske direktør Edwin de Kruyff til FotbollDirekt.se og tilføjer:

- Det er primært op til Marcus selv, hvad han vil. Hvis han ønsker at blive hos os og kæmpe for sin plads, så bliver det sådan. Indtil videre har vi ikke modtaget nogle forespørgsler, men gør vi det, så underretter vi ham.

24-årige Marcus Nilsson har spillet en enkelt landskamp for Sverige.