Tidligere Brøndby-spiller afviste AGF
Foto: Ole Nielsen - AGF
Superliga

Tidligere Brøndby-spiller afviste AGF

Den tidligere Brøndby-spiller Denni Avdic har takket nej til AGF.

Den tidligere Brøndby-spiller Denni Avidc er fri på markedet, efter at han mandag aften blev løst af sin kontrakt med den hollandske klub AZ Alkmaar. Dermed er den svenske angriber fri til at se sig om efter en ny klub.

Den klub bliver formentlig ikke i Danmark, men det kunne være hændt. Ifølge GT havde AGF snøren ude efter Denni Avdic i mandags, men spilleren takkede nej til et skifte til Aarhus. Det samme gjorde han i øvrigt til FC Ufa, der har de tidligere Superliga-profiler Sylvester Igboun og Marvin Pourié i stalden.

Ifølge hans agent er det uvist, hvad fremtiden bringer for 26-årige Denni Avdic, der tørnede ud for Brøndby som helt ung uden dog nogensinde at komme i aktion for førsteholdet.

- Nogle engelske klubber har hørt fra sig, og det samme har nogle klubber fra andre lande. Vi må se, hvad der sker, siger agent Hasan Cetinkaya.

Denni Avdic er som udgangspunkt åben for det meste.

- Jeg lukker ingen døre. Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske, siger den svenske angriber.

Denni Avdic var i sidste sæson udlejet fra AZ Alkmaar til Heracles Almelo.