Video : Tipsbladet
Superliga

Thorup: MCH Arena skal være et fort

Forud for lokalbraget mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF håber FCM-træneren på stor opbakning trods svipseren i Brøndby i sidste uge.

Selvom den første runde af Superligaen var katastrofal for ulvene, opfordrer træneren nu klubbens fans til at møde op på stadionet i Herning, når Silkeborg IF kommer på besøg søndag.

- Vores hjemmebane, det skal vi lave til et fort, og så får vi brug for så mange fans som overhovedet muligt. Det er jo et lokalbrag, og derfor skal vi fortsat have en god, solid opbakning fra lægterne, som vi også plejer at få, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.

Torsdagens 3-1-sejr over Ferencváros i Europa League kvalifikationen har ifølge træneren pumpet selvtilliden rundt til spillerne i truppen, og dét er særdeles essentielt, påpeger træneren.

- Dette game handler først og fremmest om selvtillid, og det fik vi tanket torsdag. Nu glæder vi os til at komme på tavlen i Superligaen, og det skal gå ud over Silkeborg, fortæller cheftræneren.

Alligevel tilføjer træneren, at søndagens modstandere ikke bør undervurderes.

- Sidste år klarede de sig godt som oprykkere og var lige ved at komme med i slutspillet, og det er spændende at se, hvor de kommer til at stå i sæson to. Der venter os bestemt en svær modstander, afslutter Jess Thorup.

Sidst de to jyske hold mødte hinanden, måtte FCM-fans returnere til Herning uden point. Samlet set har Jess Thorups mandskab dog statistikken på sin side med hele 12 sejre, fire uafgjorte og tre nederlag til Silkeborg IF på hjemmebanen.