Thomsen får fire år i Nantes
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Thomsen får fire år i Nantes

Nantes og Nicolaj Thomsen er enige om en fireårig kontrakt. Aftalen går igennem, når Nicolaj Thomsen har bestået et lægetjek.

Den danske landsholdsspiller Nicolaj Thomsen er tæt på at skifte til den franske klub Nantes FC.

Selvfølgelig er det en historie, vi før har hørt: Den 23-årige AaB'er var sidste år tæt på at skifte til Nantes, men aftalen faldt igennem på grund af Nantes' ønske om at sænke prisen på Thomsen, der har et dovent øje, hvilket blev et stort tema i den lokale presse i Nantes.

Men som tipsbladet.dk kunne fortælle for et par uger siden var Nantes igen meget, meget interesseret i Nicolaj Thomsen, og de to klubber forhandlede om en aftale. Og som vi også kunne fortælle i går, tirsdag, var de to klubber blevet enige om aftalen. Nu venter altså kun lægetjek, før Thomsen kan skrive under. 

Midtbanespilleren har siden leveret en god sæson for AaB og får nu her med et halvt år igen af aftalen ønsket om et udlandsophold opfyldt. Og med et års forsinkelse bliver Thomsen altså Nantes-spiller.

Skagboen var på ferie i Barcelona, men vender nu snuden mod det franske. Tipsbladet.dk havde i første omgang fået oplyst, at danskeren gennemgår et lægetjek torsdag eller fredag, men nu lyder meldingen, at lægetjekket starter i dag, onsdag, og færdiggøres torsdag.

Når lægetjekket er gennemgået, skriver Nicolaj Thomsen under på en fireårig aftale med den franske klub.

De to klubber er ifølge tipsbladet.dk's oplysninger blevet enige om en pris på 3,9 millioner kroner, og præstationsbetinget bonus får den samlede pris til at lande omkring 4,5 millioner kroner. AaB har også sikret sig klausul på Thomsen.

Nicolaj Thomsen bliver i øvrigt holdkammerat med en anden bekendt af dansk fodbold, nemlig Alexander Kacaniklic. Svenskeren er allerede i Nantes for at gennemgå et lægetjek og skrive under på en aftale med den franske klub. Kacaniklic, der spillede et halvt år i FC København i 2014, var senest i engelske Fulham.

Nantes har som bekendt haft interesse i Nicolaj Thomsen gennem mere end et år, og det har ikke været den eneste franske klub, der har haft interesse i den 23-årige dansker.

For eksempel har franske Guingamp, der har Jonas Lössl og Ronnie Schwartz på kontrakt - og havde Lars Jacobsen, inden han indstillede karrieren - også haft stor interesse i Nicolaj Thomsen.

Men det bliver altså Nantes, der får Thomsens signatur, og det hele bør falde på plads på torsdag.