Thomsen er fortsat interesseret i Nantes-skifte
Foto: Petr David Josek/Polfoto
Superliga

Thomsen er fortsat interesseret i Nantes-skifte

Danske Nicolaj Thomsen lægger ikke skjul på, at han fortsat er interesseret i at skifte til Nantes.

AaB-profilen Nicolaj Thomsen er et varmt navn i franske Nantes for tiden, hvor præsident Waldemar Kita de seneste par dage har forholdt sig til Nicolaj Thomsen og muligheden for et køb af den dygtige 22-årige midtbanespiller, der er på kontrakt i AaB frem til 31. december 2016.

Det er ingen hemmelighed, at Thomsen var tæt på at trække den gul-grønne trøje over hovedet tidligere på sommeren, hvor han var enig med Kian Hansens tidligere klub om en fireårig aftale, men Nantes spillede et spil om prisen på grund af Thomsens slør på højre øje. Sportsdirektør Allan Gaarde gav sig ikke, og i stedet trak Gaarde stikket fra handlen. Nantes er dog fortsat meget, meget interesseret i AaB-esset.

Den samme melding kommer fra den danske hovedperson, der har set sit navn meget i medierne denne sommer. Trods afbrydelser i forhandlingerne tidligere på sommeren er franske Nantes stadig noget, som Nicolaj Thomsen vil, hvis de to klubber bliver enige om en pris.

- Selvfølgelig er det da stadig interessant. Men nu må vi se, hvad der sker, siger Nicolaj Thomsen til tipsbladet.dk.

- For at være helt ærlig har jeg ikke hørt noget endnu. Jeg har faktisk bare læst, hvad der står i diverse medier, siger han videre. 

Som vi her på tipsbladet.dk fortalte torsdag, er Nantes meget lun på midtbanespilleren, der kan spille centralt eller på kanten, og træner Michel Der Zakarian har Thomsen øverst på sin ønskeliste. Præsident Kita ville gerne have haft Issiar Dia, men døren for Dia lukkede Kita selv torsdag aften. Og med det ventede salg af Jordan Veretout til Aston Villa, har Nantes penge og stor interesse i Thomsen, der ligner et oplagt valg til Zakarians diamant på midtbanen, fordi han kan spille på kanten og som den offensive midtbane.

Der er angiveligt taget hul på forhandlinger, men der fortsat en hurdle i forhold til forsikring af Thomsen, der som bekendt ikke ser godt på højre øje. Det koster at forsikre, men det er muligt for Nantes.

Nantes vil ifølge tipsbladet.dk's oplysninger betale omkring 10,5 millioner kroner plus videsalgsklausul og bonus. Bonus, der afhænger af, hvor godt Thomsen gør det. Men AaB vil gerne have 15 millioner kroner - der er fortsat et stykke mellem de to klubber.

Nantes har også lejet brasilianske Adryan, hvorfor Thomsen ligner et bud på en venstre midtbane, hvis de to klubber bliver enige om en pris.