Thomas Frank: Svært at score uden målchancer
Illustration
Superliga

Thomas Frank: Svært at score uden målchancer

Brøndby-træneren erkender, at formen i offensiven halter men deler roser ud til debutanten Daniel Agger, der holdt i 70 minutter.

Det var en klar og fattet Brøndby-træner, der mødte pressen efter nederlaget i Parken til FC København. 

Thomas Frank forsøgte ikke at bortforklare 1-0-nederlaget. 

- Det er svært at få 1-1, hvis man ikke skaber en målchance. Vi ved jo godt, at de her kampe, de rer intense og i højt tempo, bliver sjældent de smukkeste. Det lykkes vi ikke med, og så må man forsvare sig godt, hvilket gjorde godt i flere perioder. Men der er en afgørende situation, hvor vi ved en dødbold smider den lige ind i hovedet på dem, taber andenbolden, og de løber ned og score, og det er ikke godt nok. 

 Vi slider voldsomt hårdt med med at skabe chancer for tiden, og friskheden, skarpheden og kvaliteten ved de fire første og Kahlenberg er der meget tilbage at ønske. Når Kahlenberg ikke rammer sit højeste niveau, må træde i karakter og tage over, men det gør de ikke.
Det er selvfølgelig mit ansvar sammen med staben at få dem derhen, men vi slider voldsomt med formtoppen lige nu på nogle af vores offensive spillere – Hjulsager, Pukki, Thygesen og Elmander, som så har været ude, siger Thomas Frank, der nu har set sit hold tabe de seneste to Superliga-kampe. 

Kampen mod FC København var på samme tid også Daniel Aggers comebackkamp, og Brøndby-træneren ser stor kvalitet i sin nye forsvarsstyrmand.

- Han er jo den med det klar største internationalt snit, og det leverer han også i dag. Vi ved at alle, han har meget mere i sig, og i første omgang skal vi have ham op og spille 90 minutter, og det tror jeg kommer tættere på om en uge. Men se lige nogle af de dueller, han har med Andreas Cornelius – han æder ham jo langsomt. Og det er ikke fordi, Cornelius ikke er en dygtig spiller. 

- Men der er ingen tvivl om, at Daniel Agger i en fit udgave kommer til at give os rigtigt meget i både defensiven men også i offensiven.

Brøndby er dumpet ned som nummer syv i tabellen og er otte point efter topholdet fra FC Midtjylland.