Thomas Frank lykkelig over truppen
Illustration
Superliga

Thomas Frank lykkelig over truppen

Da Thomas Frank for lidt over et år siden blev cheftræner for Brøndby, havde han 13 U-spillere i førsteholdstruppen. Her et år senere har han erfarne landsholdsspillere med flotte cv.

Daniel Agger, Johan Elmander, Thomas Kahlenberg. De tre store navne, der vandt Superligaen i 2005, hvor de sidst var samlet i Brøndby, kommer med stor erfaring til en Brøndby-trup, der har talt mange unge spillere. Nu kommer de tre spillere ind på et hold, der har dygtige talenter som Andrew Hjulsager, Christian Nørgaard og Frederik Holst, og samtidig tæller dygtige, rutinerede og etablerede folk som Lukas Hradecky, Martin Ørnskov, Martin Albrechtsen og Mikkel Thygesen.

Med andre ord er det en trup, der på papiret er tæt på at være komplet og som burde bejle til medajler og måske det danske mesterskab.

- Det betyder utrolig meget at få en spiller ind som Daniel Agger. Han kan bringe meget kvalitet, og han kan være med til at løfte tingene til træning og i kamp. Han er også med til at skabe en positiv synergi gennem holdet. Det er klart, vi har en god kultur her,  og han bygger sammen med Kahlenberg og Elmander på i forhold til den kultur, vi har skabt. Han er en meget ærgerrig og ydmyg person, som passer perfekt ind her, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk og uddyber:

- Erfaring og "know how" er vigtig i fodbold, og det bringer Agger, Kahlenberg og Elmander. De har prøvet meget, og det er de tre, der skal bære meget. Men det handler om summen af de mange, ikke kun de tre. Vi har en stærk trup og dygtige unge spillere med et år mere på bagen.

Godt nok har Thomas Frank mistet topscorer Simon Makienok, der er blevet solgt til italienske Palermo, men cheftræneren har i Agger, Kahlenberg og Elmander fået markant forstærkning i alle kæder. Ligeledes har Brøndby lejet Teemu Pukki og Holmbert Fridjonsson, så der altså bliver god bredde og kamp om pladserne i truppen.

- Jeg er bestemt glad for den trup, jeg har, siger Thomas Frank med et smil og fortæller:

- Men jeg var også glad, da jeg startede i Brøndby for et år siden. Dengang havde vi 13 U-spillere i førsteholdstruppen. Men alle trænere vil jo gerne have så gode spillere som muligt, og det er fedt, vi har fået nogle spillere ind, som er både sultne og ærgerrige. Jeg nyder at gå på arbejde.