Thelander: Jeg er ikke tilfreds med bænken
Illustration
Superliga

Thelander: Jeg er ikke tilfreds med bænken

Rasmus Thelander er skuffet over Kent Nielsens beslutning om at sætte ham på bænken, men han accepterer det og vil nu kæmpe for at erobre sin plads tilbage.

I sæsonens første 10 kampe spillede Rasmus Thelander fra start for AaB. Han har fået masser af roser for sit forsvarsspil og sin kompromisløse spillestil, og han blev sågar udtaget til Rundens Hold på tipsbladet.dk efter sjette spillerunde.

I de seneste to kampe har Thelander imidlertid siddet på bænken. Træner Kent Nielsen har valgt at bruge Kenneth Emil Petersen, der er kommet i omdrejninger efter at have siddet ude med en skade i starten af sæsonen. Thelander forstår ikke Nielsens beslutning.

- Jeg er selvfølgelig skuffet, og jeg er slet ikke enig i hans beslutning. Jeg har spillet sæsonens første 10 kampe, og det er gået godt. Jeg var rimelig overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg skulle starte ude mod Viborg. Jeg har spillet på et højt niveau og var i gang med at få mit gennembrud. Jeg har snakket med Kent om det, og jeg accepterer hans beslutning, men jeg forstår den ikke, siger Rasmus Thelander til tipsbladet.dk.

Rasmus Thelander kom til AaB i sommeren 2012 og accepterede i det første år, at han var reserve for Kenneth Emil Petersen og Lasse Nielsen, men efter han har fået chancen, har han sværere ved at bevare tålmodigheden.

- Jeg har ventet på min chance og grebet den. Det går godt for holdet, og så ryger jeg af fra den ene dag til den anden. Jeg var meget tålmodig, før jeg fik de her 10 kampe, fordi jeg vidste, jeg skulle bevise mit værd. Det har jeg gjort nu, og derfor er det svært for mig at skulle sidde på bænken. Det er nu, jeg skal blive bedre og lægge nye ting til mit spil.

- Jeg er ikke tilfreds med ikke at spille, men selv om jeg er træt af det, kan jeg garantere, at det ikke kommer til at gå ud over min træning, understreger Thelander.

22-årige Thelander har altid troet på egne evner, og han har hele tiden troet på, at han nok skulle slå igennem i Superligaen. Han føler, han er berettiget til at starte inde næste gang, og at han kan blive én af Superligaens profiler på sin position.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne blive én af de bedste stoppere i Danmark, hvis jeg kom til at spille. Jeg har aldrig tvivlet på mit niveau, ligesom jeg aldrig har været i tvivl om, hvad jeg skal blive bedre til, forklarer AaB'eren.

Rasmus Thelanders kontrakt med AaB udløber til sommer.