I marts i år 2000 kørte Martin Smith galt i en bil på en vej i nærheden af Esbjerg. Hans forældre, hans veninde og hans lillebror sad i bilen. Hans mor døde, og Smith måtte stoppe en fodboldkarriere, der var startet så godt i Brøndby, der mente, de havde fundet den rette mand til at dække positionen som venstre back.
Her godt 12 år efter ulykken har Brøndby ansat Martin Smith igen. Denne gang som assistenttræner for U/19-holdets cheftræner Mads Davidsen.
- Det er selvfølgelig rart at være tilbage i Brøndby IF. Det er en klub, jeg kender utroligt godt, og som har betydet og stadig betyder meget for mig. Jeg kender næsten alle folkene herude, både via min egen tid i Brøndby IF, men også gennem min far der stadig arbejder som holdleder for U19-holdet.
- Jeg holder meget af at træne og udvikle spillere, og jeg føler også jeg har noget erfaring, som jeg kan give videre til de her unge spillere. Indtil videre har jeg været træner for seniorerne i Hellas og Rødovre BK, så det er et andet niveau spillerne herude i Brøndby IF har, og så er deres tilgang også meget mere ambitiøs, end dem jeg har trænet tidligere. Jeg er meget spændt på at starte herude, og jeg glæder mig til at trække i træningstøjet.
Martin Smith, der idag er 33 år, arbejder ved siden af fodbolden og kan altså ikke hellige sig fodbolden 100 procent.
- I første omgang skal jeg hjælpe Mads (Davidsen, red.) et par gange om ugen som assistentræner på U19-holdet. Jeg har jo et arbejde som tekniker ved siden af, så det er begrænset i starten, hvor meget jeg kan være med. Samtidigt har jeg lige fået en lille en, så det kommer også til at tage en del af min tid. Men jeg tager bare en dag af gangen, og så må vi se, hvad det fører til, siger Martin Smith.
Brøndbys U/19-hold ligger her i vinterpausen nummer to i U/19-ligaen. De er fire point efter FC København.