BRAGT I TIPSBLADET 1. AUGUST 2014
Hobro IK er oven på ydmygelsen af FC København i Parken Superligaens suverænt varmeste hold og indtager oven i købet Superligaens 1. plads efter en sensationel flot start på livet i landets bedste række.
Vi postede det store interview med Hobro-træner Jonas Dal allerede i sidste uge, hvor dønningerne gik højt oven på hjemmesejren over Brøndby IF. Til de af jer, der ikke læste historien dengang, kommer her muligheden igen.
Mød manden bag sensationsholdet Hobro IK, Jonas Dal:
Det er bare fodbold, for fanden
Hobro IK har på bare et halvt år forvandlet sig fra et hold i bunden af landets næstbedste række til et hold, der hører til i landets fineste fodboldselskab. Det kan klubben især takke sin cheftræner, Jonas Dal, for. Men det er hverken held eller hekseri, der har gjort Hobro til et Superligahold. I stedet har Jonas Dal prioriteret sammenhold over taktik og forsøgt at gøre fodbolden så simpel, som den kan gøres.
"Så skal der fandeme også være nogen, der møder den!"
En lang bold er få sekunder forinden blevet smidt frem til baglinjen på træningsbanen i Hobro. Bolden bliver headet tilbage i feltet, men ingen af Hobro-angriberne står klar til at møde den. Hobros cheftræner, Jonas Dal, står på sidelinjen med armene over kors og smågriner, mens råbet fra klubbens forpustede sportschef, Jens Hammer Sørensen, gjalder ud over træningsbanen.
Det er nemlig sportschefen, som er hovedstødets afsender. Hovedrystende lunter han tilbage og gør klar til at jagte den næste bold.
Præcis som han plejer, når Hobro skal spille 11 mod 11.
"Det er helt normalt, at han deltager i træningen. Det var jo taktisk træning, og der vil vi jo helst have, at der er 11 spillere på hvert hold. Og uden Jens Hammer Sørensen havde vi ikke været nok," fortæller Jonas Dal, da han efter træningen sætter sig til rette i klubbens lounge på DS Arena.
Uden at fornærme Hobro kan man godt sige, at det ikke er en Superligaklub som de fleste andre. Spoler man tiden bare 18 måneder tilbage, var den lille klub ikke andet end en lille prik på fodboldens danmarkskort.
Dengang lå holdet i bunden af 1. division og havde ikke vundet en eneste af deres sidste 10 kampe. Men den historie har Jonas Dal i den grad fået lavet om på.
Cheftræneren, som selv har en fortid som aktiv i både Ikast FS og FC Midtjylland, og som har brugt størstedelen af sin trænerkarriere som andetholdstræner i FC Midtjylland, mens han sideløbende har passet sit job som højskolelærer, blev på utraditionel vis hevet ind som cheftræner for Hobro på en lejeaftale.
Resten er historie. Og det er en ret vild en af slagsen, som den deltidsprofessionelle klub, har kunnet skrive.
LÆS OGSÅ: Charmens logiske sejr over Brøndby
Det simple spil
Men hvad er hemmeligheden bag den udvikling, som klubben har været igennem, og hvordan forvandler man et hold, der kæmper for at redde livet i den næstbedste række, til et Superligaværdigt mandskab på bare halvandet år? Spørger man hovedpersonen selv, så er svaret ganske simpelt. For Jonas Dal har fodbold aldrig handlet om at bruge timevis i selskab med analyseprogrammer. I stedet fokuserer han på det enkle. Det var sådan han fik sin træneropdragelse i FC Midtjylland, og det har han taget med sig til Hobro.
"Jeg har helt fra start forsøgt at gøre tingene meget simple. Da jeg ankom til Hobro, handlede det om, at jeg skulle have noget humør ind i spillerne. Noget glæde og en tro på, at det vi gør, det holder. Samtidig har jeg forsøgt at skabe et fælles ejerskab over det her projekt samt en glæde ved at komme til træning og spille kampene. Og jeg tror, det har været med til at fjerne en eller anden frygt i truppen. En frygt for at gå ind og underpræstere. En forkrampethed. Jeg håber og tror på, jeg har givet spillerene en ro i kroppen, som har gjort, at de har turdet gøre det, de er gode til i stedet for at gøre det, de er dårlige til. Det har i hvert fald været mit mål og min filosofi," fortæller Jonas Dal.
Derfor fokuserede Jonas Dal på især to områder af spillet, som skulle gøres så simple og terpes i så mange timer, at det skulle udgøre holdets base. En base som truppen altid kunne gå tilbage, hvis spillet på banen begyndte at halte.
"Vi fokuserede på at indøve nogle meget simple opspilsmønstre samt øve vores presspil, og det kørte vi virkelig på med. Og så var det de individuelle kvaliteter, der skulle bære os igennem resten. Og så skulle vi holde fokus på de simple og få retningslinjer, vi havde som hold. Vi skulle stå tæt i kæderne. Når vi lavede pres, skulle det altid være tre mand, som deltog i presset, og den gik rent ind. Samtidig gjorde vi udgangspunktet for presspillet meget simpelt. Vi lavede en imaginær t T preslinje ved den øverste bue i midtercirklen.
Kom de derind, så måtte vi presse, og gjorde de ikke, så måtte vi kun skærme af. Det virkede over alt forventning," siger Jonas Dal.
Det lyder næsten for let. For simpelt. I hvert fald for et hold, som har gennemgået så enorm en udvikling, som Hobro har på så kort tid. Men ikke hvis man spørger Jonas Dal, som roligt og tilbagelænet forklarer de simple trin, Hobro har terpet i timevis.
"I bund og grund er fodbold ret simpelt. Man kan godt gøre det kompliceret, hvis man vil. Men kunne jeg få en materialeforvalter her på fuld tid i stedet for et analyseprogram, så ville jeg hellere have det. Vi skal passe på, at vi bliver til noget, vi ikke er. Vi skal passe på med at sidde og analysere alt for mange fodboldkampe i alt for lang tid, så vi til sidst glemmer det, vi rent faktisk er her for, nemlig at træne spillerne og gøre dem bedre. Blive bedre som hold. Stå godt sammen som et hold. Det ér simpelt, og det er fodbold sgu.".
"Jeg bestemmer, at alle skal bestemme"
Og skal man i virkeligheden finde nøglen til Hobros succes, er det måske et helt andet område, man skal rette fokus mod. Allerede få minutter efter Hobro havde sikret sig oprykningen til Superligaen pegede Jonas Dal selv på klubbens sammenhold, som en af de vigtigste grunde til successen. Og det er måske ikke så underligt.
"Jeg synes jo ikke, jeg ligger på den lade ende som træner, når jeg forsøger at gøre tingene simple. Jeg gør bare det hele på en anden måde. Jeg mener, det er relationerne spillerne imellem, både på og udenfor banen, som er det vigtigste," fortæller Jonas Dal, som fra dag et har inddraget hele holdet og staben i de beslutninger, som skulle træffes. Netop for at skabe et endnu bedre sammenhold.
"Jeg kan godt lide at bestemme. Jeg kan godt lide at være medbestemmende. Og jeg kan godt lide at sætte aftryk på menneskerne omkring mig og på de ting, der sker. Men jeg synes ikke om at bestemme bare for at bestemme. Jeg vil gerne gøre det hele i en fælles overensstemmelse, så det ikke kun er mit projekt. For jeg mener, at vi alle sammen får et meget større ejerskab over projektet, når vi alle har haft indflydelse på det."
Og det er der blevet taget godt imod i Hobro-truppen. Især klubbens anfører, Mads Justesen, glæder sig over den lidt anderledes tilgang til den daglige ledelse.
"Jonas tager altid hele holdet med på råd. Han giver os spillere indflydelsesmuligheder, som gør, at man føler sig som en vigtig brik i en større sammenhæng. Og det betyder, at man giver mere af sig selv til sammenholdet, og at man virkelig vil kæmpe for den, der sidder ved siden af en," fortæller Hobro-anføreren.
Sammenholdet kom for alvor på prøve, da Hobro tog hul på foråret i 1. division. Efter de første fire runder havde nordjyderne kun hentet et enkelt point, og pludselig begyndte snakken om gummiben at tage til i styrke i takt med Lyngby nærmede sig bagfra. Men Mads Justesen er overrasket over, hvor roligt Jonas Dal agerede i den periode.
"Efter vi havde tabt i Silkborg, mødte vi ind til træning om mandagen og fik bare at vide, vi skulle tage løbesko på. Så vi tog ud og løb og endte nede ved Ishytten i Hobro. Der sad vi så og fik en kæmpestor softice alle sammen, og bagefter evaluerede vi kampen. Hvad havde vi gjort godt. Hvad skulle vi tage med videre. Hvad skulle vi have til at fungere for at hente flere point hjem. I den periode kiggede Jonas Dal udelukkende på de positive ting," siger Mads Justesen.
Men Jonas Dal selv er ikke bange for at afsløre, at han ikke var helt så rolig, som han gav udtryk for.
"Lige i den periode, hvor Lyngby vinder, vinder og vinder, mens vi taber og spiller meget uafgjort, der kunne jeg godt mærke et stort pres. Men set på bagklappen, har det været pissefedt at have den oplevelse med. Det er vigtigt, at vi ikke bare gik igennem og vandt og vandt. Men at vi rent faktisk nåede at tænke; " Fuck, det her kan godt gå galt." Det har givet rigtig meget til både mig, men også til spillerne. Den her sikkerhed på sig selv, men samtidig også evnen til at kunne stå sammen som et hold og få det til at lykkes alligevel, selvom alle snakkede om gummiben," siger Jonas Dal inden han læner sig indover bordet.
"Vi holdte hele tiden fast i vores base. I det simple. Det var det koncept, som i løbet af efteråret havde bragt os i den situation. Og folk begyndte jo kun at tale om gummiben, fordi der var skabt nogle forventninger til os. Det skulle vi være stolte af. Så vi holdte fast i vores simple plan, som vi havde lavet fra start. Og det holdt. Det er jeg pissestolt over. Det tror jeg var grunden til, at vi rykkede op, fordi vi havde et så fasttømret koncept, hvor vi vidste, hvad vi hver især var gode til".
Savner respekten
Oprykningen har sat en tyk streg under Hobros position på fodboldens danmarkskort.
Og det har Hobros præstationer i Superligaens første to spillerunder ikke rokket ved. Samtidig har klubben brugt sommerpausen på at forstærke sig med navne som Quincy Antipas, hvis skifte kom som en overraskelse for mange. Undtagen Jonas Dal, som i stedet er overrasket over den reaktion, han blev mødt med fra Antipas efter de første træninger.
"Det, der overrasker mig mest, er, at Quincy Antipas var overrasket over, hvor gode vi er. Det er da fedt at få at vide, men det overrasker mig," fortæller Jonas Dal som ikke lægger skjul på, at han savner mere respekt for det, holdet præsterede i sidste sæson. I stedet føler han at den respekt er druknet i snakken om, hvor sikre Hobro er på at rykke direkte ud af Superligaen.
"Jeg kan ikke forstå, at folk ikke har indset endnu, hvor gode Hobro er. Det er helt uforståeligt. Det er jo ikke fordi, vi ikke har været sendt i fjernsynet nogle gange. Men der er åbenbart bare noget med Hobro. Det klinger ikke rigtig. Det lyder som en søvnig landsby, der aldrig har været nævnt i dagpressen," siger han, mens han tager et kig ud over DS Arena og ståpladserne på den modsatte side af banen.
"Men folk kommer stensikkert til at se, hvor gode vi er. Hvor det så får os til at ende henne i tabellen, det kan jeg ikke sige. Men jeg kan ikke se os falde fuldstændig igennem, som andre hold har gjort. Men det er jo det, vi har fået skudt i skoene. Og så tænker jeg: "Kom nu lidt, mand. Kig på, hvad vi har præsteret i sidste sæson." Jeg synes sgu det er for let at sige, at Hobro er nede, inden der overhovedet er spillet en kamp. Det er provokerende," siger Jonas Dal og fortsætter:
"Jeg synes, at den respekt, som enhver oprykker må have på grund af det, de har præsteret over 33 runder i en ret stærk 1. division, det må aflede en vis respekt, og den synes jeg ikke har været tilstede. Overhovedet," siger han, inden han finder det positive frem i at, Superligaen ikke er fattig på Hobro-kritikere.
"Men det gjorde det jo bare dobbelt så sjovt at vinde i Odense og lukke munden på kritikerne. Men den mund er kun lukket indtil vi taber to eller tre kampe i træk, for så vil vi blive mødt af den snak igen. På et tidspunkt vil det komme. Det kan komme nu. Vi kan godt tabe til Brøndby og FC København i vores to næste kampe. Men der er vi også klar på, hvad det er, vi gør oppe i hovederne, hvis det skulle ske. Og der tror jeg netop, det er sundt, at vi har prøvet at stå i en krisesituation i foråret, hvor der var stort pres på os, og hvor vi virkelig skulle holde fast i den base, som vi havde opbygget."
Deltidsprofessionel er en fordel
Men man kan næsten ikke bebrejde kritikerne for deres skepsis overfor Hobro. Det er trods alt ikke hver dag, at Superligaen får tilgang af et hold, som primært er besat af deltidsprofesionelle fodboldspillere. Ja, selv Jonas Dal har et job ved siden af cheftrænerstillingen i Hobro.
Men det behøver ikke være en ulempe. Jonas Dal mener nemlig, at det kun gør ham til en bedre træner, når han får mulighed for at komme lidt væk fra fodbolden.
"Jeg kan godt lide både at have højskolen og fodbolden. Højskolen har altid været det sted, jeg har trukket mig tilbage til, når jeg synes, at jeg er blevet fodboldnørd nok. Når fodboldverdenen bliver for meget. I fodbold handler det oftest om, hvem der er gode og ikke gode nok. Det handler ikke om mennesket bag. Og så er det fedt at kunne trække sig tilbage til højskolen for en stund. Der kan man tage afsted med Fede Lars og have en kanonoplevelse med ham, når han lykkes med at cykle op af en kæmpe bakke på sin mountainbike. Så står man der på bakken og giver hinanden high-fives og er helt oppe at ringe over det," siger Jonas Dal mens han fægter med armene, som sad han i dette øjeblik ved siden af den glade, forpustede Fede Lars.
"Der er jeg sådan et menneske, som rigtig gerne vil have begge dele. Jeg hader, når man bliver så ensporet, at man kun kan snakke fodbold. Engang imellem kan jeg godt lide, bare at være Jonas, og ikke være Jonas fodboldtræner. Når jeg går på gaden bliver jeg tit mødt af det der fodboldhysteri, og der plejer jeg altid at sige til dem: " Det er bare fodbold, for fanden." De jobs, de har, er meget mere værd. Det er bare fordi folk synes fodbold er mere interessant. Det er noget alle kan snakke med om, og derfor er det spændende for mængden. Men når jeg får Fede Lars op over bakken på en mountainbike, så er det sgu også en kæmpe sejr. Måske lige så stor sejr, som da vi slog OB. Men det er der ingen, der gider skrive om. Men den slags synes jeg er fedt," siger Jonas Dal
