Stor BIF-fanfraktion langer ud efter klubben: I er nedbrydende
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Stor BIF-fanfraktion langer ud efter klubben: I er nedbrydende

En af de største fanfraktioner på Brøndby Stadion finder nu det tunge skyts frem mod deres klub, som de anklager for at være destruktive i deres måde at behandle deres fans på.

Der sker i øjeblikket en del på fanscenen, hvor blandt andet det kommende awaykort spiller en stor rolle. Det har fået Brøndbys fanfraktion Alpha til tasterne, hvor de i et indlæg på sydsidenbrondby.dk langer hårdt ud efter den klubben, som de ellers går igennem ild og vand for.

Her bliver der opremset, hvad fanfraktionen gør, mens de anklager Brøndby IF for ikke at ville samarbejde om, hvordan forholdet mellem fans og klub skal være. Her bliver det nævnt hvor tit, der bliver lavet restriktioner, der forhindrer BIF-supporterne i at have gode arbejdsforhold. Det kan være stadionreglementet, der gør det svært at lave tifoer.

- Det sidste halve år har Brøndby IF bevæget sig ned ad en farlig sti, som har budt på mulige lukninger af udebaneafsnit, en accept af awaykort og kriminalisering af egne fans, og senest et stadionreglement, der bl.a. byder på censur af bannere og tøj. Dette paradoksalt nok i en tid, hvor vi aldrig har gået klubben så meget i møde på en række centrale punkter, og dette i en tid, hvor alle tal fra både klub og politi viser, at der aldrig har været så lidt ballade og så få negative episoder, som der i skrivende stund er i forbindelse med fodbold, skriver Alpha og fortsætter:

- Ovenstående tiltag har én fællesnævner: De er destruktive og nedbrydende, og de udviser en høj grad af mistillid over for de fans, man ellers udadtil i pressen gør et stort nummer ud af at fortælle, er fantastiske, lyder det fra dem.

Det undrer desuden også Alpha, at tiltagene kommer nu, hvor der ifølge dem har været et historisk lavt omfang af ballade, og lægger op til, at der er mere på vej fra en af de største fanfraktioner i Brøndby.

- Alpha vil snarest muligt udgive en rapport med dokumentation fra Dansk Politi, fanforskere, og sågar Brøndby IF selv, der som tidligere nævnt dokumenterer, at balladen omkring fodboldkampe er på et historisk lavpunkt, skriver Alph.