Ståle: Uheld og mangel på kvalitet
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Ståle: Uheld og mangel på kvalitet

Selv om FC København havde mest spil og flest chancer mod OB, vandt hjemmeholdet 1-0. Det var både uheldigt og dårligt af FCK'erne, siger Ståle Solbakken.

FC København tabte et vigtigt skridt i jagten på FC Midtjylland, da holdet i går led et 1-0-nederlag til OB. Det skete efter en kamp, hvor løverne dominerede de fleste statistikker, bortst fra den der tæller: målscoren. 

Det er manager Ståle Solbakken selvsagt godt træt af, og selv om han kalder indsatsen for en af holdets bedste, efterlyser han også evnen til at afgøre tingene langt tid før OB's scoring.

- Vi spiller en rigtig god kamp på en svær bane, måske en af vores bedste i lang tid, især de første 70 minutter, hvor vi burde have ført med et par mål og dermed afgjort det selv. Men som alle kan se, formår vi ikke at udnytte vores chancer. Derfor bliver det måske lidt for hektisk til sidst, hvor vi bliver ved med at jage sejren, og så får de en kontra, der fører til et hjørne, som de scorer på. Sådan er det nogen gange, og det er selvfølgelig ikke kun uheld, men også mangel på kvalitet, siger Solbakken til fck.dk.

Han erkender samtidig, at OB kom til nogle gedigne chancer mod kampens afslutning, men det ændrer ikke på, at hans hold burde have vundet. Nederlaget blev dog ikke så kostbart, som det kunne have været. FC Midtjylland spillede således uafgjort i Brøndby og trak således blot et enkelt point fra FCK, så forskellen nu er ni af slagsen.