Video : Tipsbladet
Superliga

Ståle: Troede, jeg var verdens bedste træner

Ståle Solbakken troede, at han var verdens bedste træner, da han skiftede til Köln, men sidenhen har han fået et andet perspektiv.

Kontraktforhandlingerne mellem FC København og deres manager, Ståle Solbakken, var langtrukne, og der var længe tvivl, om han ville fortsætte i FC København. Solbakken ville gerne genforenes med sin familie, som er bosat i Norge, og så var et nyt udlandseventyr også en mulighed.

Ståle Solbakken endte dog med at forlænge med FC København, så de to parter nu har papir på hinanden til 2021. Det bliver altså ikke til et udlandseventyr, som det gjorde for Solbakken sidst, han havde stor succes i FCK, inden han tog til Köln og senere Wolverhampton.

- Da jeg tog til Köln, troede jeg, at jeg var verdens bedste træner, at jeg på et tidspunkt skulle træne Real Madrid eller Atletico Madrid, men det skete ikke. Nu har jeg et mere afslappet forhold til tingene. Jeg er blevet ældre, mine børn begynder at blive store, så jeg har et lidt andet forhold til det, end da jeg skiftede til Köln, siger Ståle Solbakken til BT.

Hos FC København står Ståle Solbakken med et meget stort ansvar for den sportslige organisation, og det går ganske udmærket for de danske mestre. De sælger spillere for store beløb, men de formår alligevel at opretholde et højt sportsligt niveau.

Det niveau har FCK mulighed for at vise, når de søndag klokken 13:30 tager imod Brøndby IF.