Ståle Solbakken: Okore spillede 87 gode minutter
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ståle Solbakken: Okore spillede 87 gode minutter

FC København-manager Ståle Solbakken er tilfreds med Jores Okores præstation mod Brøndby, selv om han ifølge Solbakken så ud, som om han spillede for Brøndby de første tre minutter.

Forsvarsspiller Jores Okore spillede sin anden Superliga-kamp fra start for FC København og sin kamp nummer fire i Superligaen for de danske mestre, og det var første gang, at FCK'eren ikke gik fra banen med tre point.

I stedet måtte han nøjes med et enkelt point, mens han til gengæld kunne glæde sig over at holde nummet mod ærkerivalerne Brøndby i Okores første derby.

Det var faktisk ikke Jores Okore, der skulle have startet for FC København i det centrale forsvar, hvor Erik Johansson var i karantæne, men svenske Mikael Antonsson var blevet syg, og så var der fundet plads til den tidligere danske landsholdsspiller.

Og manager Ståle Solbakken var tilfreds med det, han så fra Jores Okore - sådan da.

- Jores kom ind, og han havde en udmærket kamp for os. Anton var blevet syg. Jores så godt ud i de sidste 87 minutter, synes jeg. I de første tre så det ud, som om han spillede for Brøndby, men efter det fandt han godt ind i det. Der var han rigtig god, siger Ståle Solbakken og forklarer, at beslutningen om at spille Okore blev taget sent:

- Anton ringede til mig i går klokken 22, så det er klart, at jeg så sikrede mig, at han (Okore, red.) ikke var på diskotek. Så fik jeg fortalt ham det (at han skulle starte inde, red.), og han var klar. Han så mere komfortabel ud end i træningskampene.

FC Københavns fokus skifter nu igen tilbage på Europa League, hvor Ståle Solbakken har nogle udfordringer på midtbanen. Hverken William Kvist eller Jan Gregus er til rådighed, og at dømme ud fra nordmandens ord, er Benjamin Verbic heller ikke et tema til startopstillingen, selv om han kom hurtigt tilbage fra sin skade og fik godt 10 minutter mod Brøndby.

- Jeg satte Benjamin ind de sidste 10-15 minutter, men han så ikke klar ud. Jeg havde ikke en god følelse, så jeg må tale med ham. Han har haft to skader i opstarten, og han så ikke komfortabel ud. Men vi må se, siger Solbakken.

FC København er fortsat ubesejret i Superligaen, og nu venter så et returopgør mod Ludogorets torsdag, inden FCK søndag møder FC Nordsjælland i Farum.