Sprinteren Amankwaa: Er blevet mere beslutsom

Bragt i Tipsbladet 20. februar

Det havde længe været kendt fra træningsbanen, at Steve De Ridder var uovertruffen med bolden ved fødderne i tæt trafik, men pludselig viste den ellers skuffende belgier det også i kamp, da efteråret og topkampen i Parken mellem FC’erne fra København og Midtjylland var ved at rinde ud. For efter en Nicolai Jørgensen-erobring i siden blev bolden spillet skråt bagud til De Ridder på kanten af feltet, og med et hurtigt fodskifte og en kropsfinte sendte han Izunna Uzochukwu den gale vej og åbnede præcis nok plads til et fladt skud fra distancen. Lange Jakob Haugaard nåede dog ned i en redning og fik også skubbet bolden ud til siden, men det var ikke nok, for der stod Danny Amankwaa i perfekt position på den rigtige side af Patrick Banggaard.

Før pausen havde stadionspeakeren godt nok prøvet at give 1-0 målet til den unge Amankwaa, men det stod hurtigt klart, at det var et selvmål af Jim Larsen, da stopperen ikke fik styr på en brysttæmning, og Haugaard ikke fik skrabet bolden ud i tide, før FCK-kanten altså sparkede den helt ind, så i stedet var det nu, det gjaldt. Et fint efterår kunne kulminere på flotteste vis for den 20-årige Amankwaa, men han løb også til bolden med bevidstheden om, at han var i sin 39. Superliga-kamp som FCK-spiller uden at have scoret. 27 timer eller helt præcist 1623 minutter uden mål fra hans støvler, og nu lå bolden serveret seks meter fra mål med keeperen på vej op fra jorden og Banggaards lange ben i jagt ved siden af. Men Amankwaa svigtede ikke.

”Jeg når faktisk at tænke ”Jeg SKAL score” på vejen derhen. Bolden lå også til venstrefoden, og jeg er højrebenet, så det var dejligt at se den gå ind. Og så vælger jeg jo bare at gå helt amok. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte. Det skulle bare fejres med fansene,” siger Amankwaa med et af sine klassiske grin og med tanke på det første FCK-mål, som med kampuret på 86:09 blev sparket op i nettaget over den desperate Haugaard, der ellers nåede at få smidt sine 199 centimeter i retning af en flot blokering. Og så blev målet endda sat ind foran Stemningstribunen som endelig afgørelse på en topkamp.

”Det mål betød utroligt meget. Jeg havde jo slet ikke været på tavlen i Superligaen, så det var stort at slutte efteråret sådan af. Holdkammeraterne var også begyndt at drille mig lidt med, hvornår jeg ville score, så det var fedt at få det gjort, også i sådan en vigtig kamp,” siger han og fortæller om glæden ved ikke kun at se sit navn i startopstillingen i avisen dagen efter, men også under rækken af målscorere.

”Jeg har da også været på YouTube nogle gange for at se det igen. Det er jo gode minder,” lyder det med endnu et grin.

Og mon ikke Amankwaa lader klippet løbe hele vejen, for det var ikke gjort med hans første scoring. I det tredje minut af overtiden retningstæmmede han perfekt en tværbold med ydersiden og stak af sted mod mål. U/21-landsholdskammerat Banggaard havde godt nok en god position til at skære ind med en tackling, men FCK-kanten i den hvide kampdragt, der nu var mudret godt til, satte turboen til og rykkede fri til et skud fra en spids vinkel, som Haugaard parerede – lige ud til Nicolai Jørgensen, der kunne sparke 3-0 målet ind med fin boldkontrol. Så Amankwaa lukkede ikke bare sit gennembrudsefterår med et mål, han fik også en assist med i købet.

”Det er jo det, jeg skal lægge på nu. Flere mål og flere assists, så det var meget lækkert, at det kom i den sidste kamp, og så håber jeg, at jeg kan bygge videre på det her i foråret.”

På andetholdet i KB
Danny Kwasi Amankwaa, hvis mor og far kommer fra Ghana, er født og opvokset i Tingbjerg, og selv om det siden har trukket overskrifter som et hårdt område, havde den unge Amankwaa det perfekt. Der var familie, der var skole, der var venner, og der var fodbold så tit som muligt.

”Jeg startede som fem-årig i Brønshøj Boldklub, og alle dem jeg spillede med boede jo stort set i Tingbjerg, så jeg havde det utrolig godt. Der er også noget, der hedder Rød Bane derude, det er en fodboldbane der ligger lige ved skolen, og der spillede jeg rigtig meget med gutterne.”

”Jeg har stort set altid spillet fodbold, og da jeg var lille, kunne jeg leve på min hurtighed. Jeg var meget hurtigere end alle de andre, så det var bare et langt træk og så udenom. Da jeg blev 12 år skiftede jeg til KB, og der fik jeg så bygget på min teknik og blev bedre til at drible, mens jeg jo stadig havde min hurtighed.”

”Jeg skiftede til KB, fordi jeg blev træt af at tabe. Vi tabte stort set til alle hold, og vi tabte altid stort til KB, når vi mødte dem i ligaen, så jeg fik lyst til at prøve kræfter med det. Min far snakkede med en holdleder, og så kom jeg ud og begyndte at træne med førsteholdet. Men jeg blev hurtigt rykket ned på andethold-et, og der fik jeg stille og roligt bygget mere på, og i løbet af et halvt års tid blev jeg så rykket tilbage på førsteholdet,” fortæller Danny Amankwaa.

Og der blev han hele vejen op gennem ungdomsårene, mens drømmene begyndte at tage form. For måske kunne han en dag få lov til at træne med de allerbedste på førsteholdet, der løb rundt på banerne lige udenfor ungdommens omklædningsrum på Peter Bangs Vej.

”Jeg håbede jo, at det en dag var mig, der skulle træne med dem, men i starten var det bare... Jeg elsker jo at spille fodbold og jeg kunne rigtig godt lide... Det blev nogle af mine bedste venner, dem på holdet dengang, så jeg var bare utrolig glad for at være sammen med dem og træne med dem,” siger Amankwaa med opbrud i forsøget på at beskrive det fællesskab, som han fandt på årgang 94-holdet i FCK.

Det var et stærkt hold, der kulminerede med det danske U/19-mesterskab i 2012 og talte spillere som Andreas Cornelius, Christoffer Remmer, Jakob Busk, Mads Aaquist, Casper Høyer og altså Danny Amankwaa, mens Brian Riemer var træner. Efterfølgende blev Amankwaa rykket fast op i førsteholdstruppen, men gennembruddet kom ikke lige så hurtigt, som det gjorde for angriber Cornelius.

”Man skulle lige finde sin plads. I starten spillede jeg for meget. Jeg var for ydmyg og turde ikke rigtig at lave fejl. Det var nok det store problem,. Når jeg kom ind, så troede jeg bare, at jeg skulle gå ind og lave det simple. Det lærte jeg så efterhånden, at det ikke er sådan, at man får kampe. Når man får de minutter, så skal man vise, hvad man kan og gribe chancen.”

”Da jeg kom op, følte jeg, at jeg skulle bevise noget, før jeg fik bolden lige så meget, som jeg gør nu, og det er vel også fair nok. Folk kendte ikke rigtig mine kvaliteter, og hvad jeg kunne. Det var noget, jeg skulle vise på træningsbanen og så i de kampe, jeg fik. Nu tror jeg, at holdkammeraterne har lidt mere tiltro til mig og til mine evner. De vil gerne have, at jeg skal drible og gøre de ting, som jeg gør bedst, i forhold til lige da jeg kom op, hvor jeg altid spillede simpelt,” siger kantspilleren om en udvikling, der for alvor tog fart i efteråret.

Den hurtigste mand i FCK
I sine to første sæsoner med FCK blev Danny Amankwaa noteret for respektable 24 kampe i Superligaen, men de 22 af dem var som indhopper, og selv om der selvfølgelig var højdepunkter undervejs – som for eksempel det sidste kvarter i Torino mod Juventus i Champions League-regi – så rykkede det først for alvor i første halvdel af denne sæson, og det var der flere grunde til.

”Jeg er blevet mere moden som fodboldspiller i forhold til, da jeg lige kom op. Jeg træffer flere og flere rigtige valg på banen, og så har jeg også taget nogle kilo på via vægttræningen. Allerede i slutningen af sidste sæson fik jeg en del indhop, og så fik vi jo næsten et helt nyt hold i løbet af sommeren, mens jeg selv føler, at jeg gjorde det utrolig godt i opstarten. Vi startede sæsonen ude mod Silkeborg, hvor vi spillede uafgjort og hvor jeg ikke kom på banen, men så fik jeg chancen i den næste kamp mod Nordsjælland, hvor jeg spiller en god kamp, og derefter har det så bare været for opadgående,” siger den nu 21-årige FCK’er, der for alvor viste sig frem i den vigtige Champions League-kvalifikationskamp hjemme mod Dnipro.

Den sensommeraften i Parken leverede FCK måske efterårets bedste indsats, og den unge kant var flyvende med finter, ryk og afdrib-linger af stærke spillere på højt niveau fra den ukrainske liga, blandt andet en tur på tværs, hvor han satte tre mand i et ryk.

”Ja, efter sådan nogle aktioner får man totalt blod på tanden, og man vil bare have mere, mere. Giv mig bolden. Det var så fedt, og det var sådan en aften, hvor det hele bare spillede for hele holdet, for vi var totalt opsatte.”

”Det var en utrolig vigtig kamp for mig, for den gav mig stor selvtillid og tro på mine egne evner. Jeg blev også rost meget i medierne bagefter, og det betyder meget for en ung fyr at læse. Så nu håber jeg bare, at jeg kan blive ved med at præstere på det niveau,” siger manden med farten på kanten.

Hvor hurtig han egentlig er, ved han faktisk ikke, for den slags bliver der ikke lavet målinger på i FCK.

”Men jeg tror da, at jeg er den hurtigste på holdet,” som han siger.

Men det er selvfølgelig ikke gjort med hurtighed, selv om det er en vigtig spidskompetence. Der skal mere til, specielt efter et efterår på kanten af et gennembrud.

”Ja, jeg har selvfølgelig snakket med trænerne, og de tror på mig, men det skal også vises på banen, og efter et halvt år,

 hvor jeg har spillet en del, er der også kommet større forventninger til mig, og det har Ståle også sagt,” fortæller Amankwaa med fokus på specielt mål og assists, som det kun er blevet til et par stykker af i Superliga-regi.

”Jeg er begyndt at selvtræne lidt efter træning og få trænet mit spark. Og så havde jeg meget en tendens til ikke at vide, om jeg skulle aflevere eller afslutte, når jeg kom op på den sidste tredjedel af banen. Så havde jeg tit to forskellige tanker i hovedet. Jeg er blevet mere beslutsom med, hvad jeg skal gøre. Det tror jeg er meget vigtigt. Og for det meste skal man tro på sin første indskydelse, sin intuition” siger Amankwaa om den videre udbygning af spillet efter 12 af 17 kampe fra start i efteråret.

Men det er selvfølgelig ikke givet, at det fortsætter uden videre. Selv om kant-konkurrenten Alexander Kacaniklic er røget tilbage til Fulham, så har FCK i januar lejet islandske Bjørn Sigurdarson til angrebet, hvor også en Steve De Ridder kan komme i betragtning, og dermed kan Nicolai Jørgensen blive rykket ned på kanten, og så skal Amankwaa kæmpe om den anden plads med Rurik Gislason.

”Sådan er det her i klubben. Der bliver altid hentet nye spillere, og det er jo stort set landsholdsspillere, som jeg er oppe imod. Men jeg kender mine egne kvaliteter, og jeg ved, at hvis jeg gør det godt som i efteråret, så skal jeg nok komme til at spille. Jeg tror også, at det var meget vigtigt at spille godt til sidst i efteråret, for jeg tror ikke, at Ståle vil ændre på så meget, når han har set, at det går så godt,” siger Amankwaa med blik tilbage på de sidste to runder, hvor han spillede fuld tid i både 1-0 sejren i Aalborg og hjemme mod FC Midtjylland, en modstander der allerede har fyldt meget i optaktssnakken og ganske givet også vil gøre det henover foråret, mens afstanden mellem FCK og FCM bliver målt runde for runde - en afstand der lige nu står på otte point.

”Vi går 100 procent efter det og tror også på, at det kan lade sig gøre. Det kræver selvfølgelig, at de dummer sig. Vi har dem selv i en kamp, så den skal vi i hvert fald vinde,” siger Amankwaa, der, hvis hullet bliver lukket, kan stå med sit andet danske mesterskab i en alder af 21 år.

”Da jeg vandt det første mesterskab, var jeg meget ung og spillede ikke så meget, så en af mine ambitioner er selvfølgelig at prøve at vinde et mesterskab som en af de bærende kræfter, som en der spiller meget,” siger Danny Amankwaa.