Sponsorer garanterede støtte ved nedrykning - nu fejrer de Superliga-medaljer
Superliga

Sponsorer garanterede støtte ved nedrykning - nu fejrer de Superliga-medaljer

SønderjyskE har forlænget samarbejdet med hovedsponsorer.

SønderjyskEs hovedsponsorer gav i sidste sæson tilsagn om at stå last og brast med klubben, uanset nedrykning. Nu har Frøs Sparekasse, Davidsen Tømmerhandel og Abena igen forlænget kontrakten med superligaklubben.
EN nyhed, der kommer i kølvandet på at Superliga-holdet i den seneste spillerunde sikrede sig medaljer med to runder tilbage. 
 
- Vi er meget stolte over, at Frøs Sparekasse, Abena og Davidsen Tømmerhandel har bekræftet, at de fortsætter som hovedsponsorer for SønderjyskE Fodbold. De tre virksomheder har i alle år optrådt utroligt loyalt, og de har især markeret deres store opbakning og støtte i de perioder, hvor der har været store udfordringer og skyerne har været grå, siger adm. direktør Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
 
- Det er netop det, der gør samarbejdet med Frøs Sparekasse, Davidsen Tømmerhandel og Abena ekstra imponerende. De har et kæmpe hjerte for det lyseblå landsdelsprojekt, og de meldte også tidligt ud i sidste sæson, at de stod last og brast med SønderjyskE uanset om det dengang skulle ende med en nedrykning.
Hovedsponsoraterne er en økonomisk hjørnesten i fodboldforretningen, som dermed fortsat er bredt forankret i landsdelen. 
Vi er godt på vej til at skabe det største, sportslige fodboldresultat i klubbens – og landsdelens historie. Holdet har leveret fantastisk flot over hele sæsonen, og det er fuldt fortjent at spillerne og den sportslige ledelse skal have overrakt DM medaljer på søndag. Om de så bliver af sølv eller bronze, skal afgøres over de næste to kampe.
 
SønderjyskE kan med en ny sejr torsdag aften over Randers FC tage et stort skridt mod at sikre sig sølvmedaljerne foran FC Midtjylland. Der er fuld Superliga-runde klokken 20.00