Spalvis matchvinder for landsholdet: Vi blev svinet til af tilskuerne
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Spalvis matchvinder for landsholdet: Vi blev svinet til af tilskuerne

Angriber Lukas Spalvis blev matchvinder og holdt Litauens EM-drøm i live tirsdag, hvor han scorede sejrsmålet mod San Marino. Spalvis fortæller, at holdet blev svinet til af egne fans.

AaB-angriber Lukas Spalvis blev den store helt, da Litauen i tirsdag med lod og trisser fik tre point på hjemmebane mod miniputnationen San Marino. Litauen kom foran i første halvleg, inden Spalvis' hold blev reduceret til 10 mand kort inde i anden halvleg. Og da San Marino så fik udlignet, var fanden ved at bryde løs, inden Lukas Spalvis scorede sejrsmålet i dommerens tillægstid og dermed reddede Litauens EM-chancer.

- Der var en mærkelig stemning, fordi alle forventede, at vi ville vinde stort. Det var buh-råb, og så var det en masse ord, som det nok er bedst, jeg ikke gentager. Det var meget intenst, siger Lukas Spalvis til tipsbladet.dk og forklarer sit mål, der afgjorde kampen dybt i dommerens tillægstid:

- Det var vel et typisk "mig"-mål. Forstået på den måde, at der kommer et indlæg, jeg scorer på. Det var ikke de bedste forsvarsspillere i verden, så det var nemt lige at finde plads i feltet, og jeg var ikke offside, og så fik jeg sat venstre fod på et godt indlæg. Faktisk var det venstre yderside, og jeg var selvfølgelig glad, for jeg havde tidligere kun scoret ét mål for landsholdet. Jeg var lykkelig over, at vi fik tre point, og det var holdet også, siger Spalvis.

Med sejren fik Litauen pligtsejren, der holder landets EM-håb i live. Med to EM-kvalifikationskampe igen er der tre point op til Slovenien, der indtager den tredjeplads, der som minimum giver playoff om en plads til EM - og Litauen mangler at møde netop Slovenien, ligesom et møde med allerede kvalificerede England venter. Spalvis har dog ikke de store forventninger til Litauens næste kampe.

- For at være helt ærlig har vi ikke et særlig godt landshold, og jeg håber, der snart kommer nogle dygtige, unge spillere frem. Det er selvfølgelig muligt (at tage tredjepladsen i gruppen, red.), men det er slet ikke noget, jeg forventer, vi gør. Jeg tror for det første, at det bliver en rigtig svær kamp ude mod Slovenien, for de har også meget at spille for, og så møder vi i sidste kamp England. De er godt nok videre, så måske er der en lille chance, siger Lukas Spalvis.

Tipsbladet.dk taler med AaB-angriberen over telefonen, fordi han fortsat er at finde i Litauen. Ligesom det danske U21-landshold blev ramt af Lufthansas strejke, er Spalvis blevet det samme. Han skulle være rejst hjem onsdag, i stedet kommer han først af sted senere fredag. Heldigvis har han kunnet bruge tiden med sin familie, og angriberen forventer ikke, at det har indflydelse på forberedelserne til AaB's udekamp mod FC København søndag.

- Vi havde alligevel fri i dag, og jeg har selvtrænet, så det får ikke den store betydning for mig eller holdet, siger Spalvis, der glæder sig til mødet med FCK:

- Det er en vigtig kamp. Danmarks bedste stadion, gode fans og en fremragende bane. Det er et godt hold, og jeg synes, det er sjovt at møde de bedste. Vi skal levere godt for at få noget med hjem, men jeg ser helt sikkert mulighed for at få point ud af kampen, siger han.

Spalvis er fortsat ved at kæmpe sig tilbage fra den korsbåndskade, han blev ramt af for mere end et år siden. Godt nok fik han comeback sidst i foråret, men Spalvis bygger stadig på for at styrke muskelmassen omkring sit knæ.

- Jeg har det godt, og jeg kan ikke mærke noget længere. Jeg føler, at jeg kan spille på 100 procent, selv om jeg stadig kan bygge muskelmasse på.

- Jeg har dog gjort det så stærkt, at jeg ikke kan føle forskel på mine to ben længere. Det kunne jeg i starten. Det er en dejlig fornemmelse, siger Spalvis.

Ud over målet for Litauen scorede Lukas Spalvis også to gange for AaB, da klubben vandt 3-2 ude over AGF midt i august. Siden fulgte et mål i 5-1 sejren over OB. Dermed er AaB-angriberen så småt tilbage til den form, der gjorde ham til et frygtet våben for AaB.