Superliga

Solbakkens farvel: Jeg har skuffet mange

Superligaens mest vindende træner rejser mod nye udfordringer, og det fortryder han ikke. Men selvfølgelig bliver det også en vemodig dag for Ståle Solbakken, når han siger farvel og tager en bagage med blandt andet Rosenborg-eufori, Ulrik Laursens skulder, en nærkamp med Guardiola og et kikset, norsk stjerneindkøb med sig videre i karrieren. Få historierne her

»Barcelona bommer totalt«
Dermed er vi fremme ved denne sæson og succesen både hjemme og i Europa som kulmination på en periode, hvor Solbakken har suppleret sine to mesterskaber som spiller i AaB og FCK med hele fem som træner, hvilket ikke er set før i dansk fodbold. Men er han selv overrasket over succesen eller troede han allerede på det, da han sad på Brøndby Stadion ved siden af Michael Laudrup en februar-dag i 2006

»Det har jeg ikke reflekteret over. Man kan jo aldrig vide det, men du må have troen på det. Men samtidig skal man være bevidst om, at det kan gå galt. Fodbold er marginalernes spil. Samtidig er FCK ikke kun afhængig af en god træner. Der skal være gode spillere, en dygtig sportschef og en klog ledelse, der forstår fodboldmekanismerne. Det har jeg haft, så mit udgangspunkt for at lave et okay job har været godt.«

»Man bliver jo også klogere, når man bliver ældre, og man finder ud af, at man skal stole på sig selv. I en klub som FCK skal man af og til tage en beslutning, som spillerne sætter spørgsmålstegn ved. Ting der ikke lige ligger til højrebenet, men som man med sin viden er sikker på er rigtige. Hvis man ikke gør det, så gør man ikke sit job godt nok.«

»Det gælder om at kunne se det store billede hele tiden. For eksempel byttede jeg meget rundt på stammen af spillere i starten af denne sæson. Thomas Kristensen, Delaney, Sölvi, Zanka, Anton fik kampe fra starten, så vi fik holdet til at sætte sig, samtidig med at mange spillere fik tid. Er man heldig, kan man så køre videre med det bedste hold, men er man ikke, er der andre, der er kørt ind. Man skal ikke kun sætte det bedste hold til en kamp. Man skal sætte det til fem kampe.«

»Det har vi lært os i trænerteamet, fordi vi har spillet så mange kampe over så lang tid, og det er måske der, at OB har fået et lille slag. De har i et par sæsoner haft et hold, der var lige så godt som vores, men efter de 11 startere havde de ikke meget at sætte ind, når de blev ramt af skader og karantæner, samtidig med at de heller ikke var vant til trykket, som vi var,« siger den kronragede nordmand på den anden side af bordet.

Og selv om han i hvert fald ikke overdriver sin egen rolle i succesen, så er fornemmelsen på denne side, at der bliver en tung arv at løfte for Roland Nilsson resultatmæssigt, spillemæssigt og i offentligheden, hvor Solbakkens europæiske pressekonferencer til sidst blev tilløbsstykker, for hvad fandt han nu på. Men hvorfor blev det sådan. Satte han sig selv bevidst i scene som showman eller hvad?

»Nej, nej. Jeg er måske en af de dårligst forberedte trænere til sådan en pressekonference, men jeg anerkender, at det er en del af jobbet. Nogle gange kan det også være vigtigt for gruppen, at træneren suger ekstra opmærksomhed til sig. En anden del af det er, at mange ikke svarer på de spørgsmål, de får, men svarer det samme, uanset hvad de bliver spurgt om. Men jeg mener, at det er ufarligt, hvis man er ærlig.

»Tag situationen med Barcelona, det er jo dem, der bommer totalt i hjemmekampen mod os, da deres målmand snyder Cesar ved at fløjte. Det er en bevidst handling, og det opdager fjerdedommeren. Det er over stregen, men Guardiola siger, at han fløjter for at få forsvaret på plads, men det gjorde han ikke. Efter kampen i Parken bliver Guardiola så sur på mig og sagde, at jeg havde påvirket UEFA. Men jeg prøver at forklare, at der kun er en syndebuk her, og det er Cesar Santin, der er blevet til grin i hele verden, fordi han stopper i et frit løb på Camp Nou. Noget andet er så, at jeg selvfølgelig burde have undgået den episode med Guardiola på sidelinjen, men jeg synes, det var både provokerende og nedladende af dem.«

»Du kan også se kampene mod Real Madrid. Real Madrid gik længst over stregen i kampene mod Barcelona, men Barcelona har også spillere, der gør det. Og det er de samme. Det er ikke tilfældigt, at det pludselig var Busquets, der dukkede op i midten af min diskussion med Guardiola i Parken, for det er også ham, der filmer mod Real. Det er Pinto, der kommer op at slås i pausen af en af kampene, og vi oplevede hvordan Alves sparkede Wendt, mens han filmer mod Real Madrid. Så selv om Barcelona har taget fodbolden til nye højder og har verdens mest sympatiske træner, så er det ikke så sort og hvidt. De skulle have taget afstand fra det Pinto gjorde mod os, men i stedet sidder Guardiola på pressekonferencen og siger han er uskyldig, selv om han ved, at han er skyldig,« siger Solbakken om en af sæsonens succeser, der altså også indebar en skuffelse for Cesar Santin, der stoppede sit frie løb i Barcelona, mens Solbakken kom i fokus for en skæmydsel med Josep Guardiola på sidelinjen i Parken.

Læs mere på næste side