Solbakken: Skal ikke være utilfredse med sølv
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Solbakken: Skal ikke være utilfredse med sølv

Ståle Solbakken godkender FC Københavns sæson, der har budt på et pokalmesterskab og nu sølvmedaljer.

FC København slog mandag OB med 1-0 hjemme i Telia Parken, og dermed kan løverne ikke længere fravristes andenpladsen i Superligaen. Sølvet kom i hus takket være Brandur Olsen, der få sekunder efter sin indskiftning bankede et frispark direkte i kassen.

FC København havde inden sæsonen sat næsen op efter guld, men sølvet kan Ståle Solbakken også godt glæde sig over efter en hård sæson for den danske storklub.

- Hvis du ser på sæsonen, så er vi pokalmestre og nu nummer to. Vi har taget to point i snit, og havde vi gjort det i fjor, så var vi blevet mestre. Der er ikke så mange danske hold gennem tiden, der også har spillet europæisk gruppespil, som har taget to point i snit og vundet pokalfinalen. Så med et nyt hold skal vi ikke være utilfredse. Men vi har meget at bygge videre på, siger Ståle Solbakken.

Han mener, at målmand Stephan Andersen blev afgørende i sejren over OB.

- Det kunne være gået begge veje. OB har en kæmpe chance, hvor vi smider bolden på midten, og de får en perfekt kontra. Det var en god gameplan fra OB. De stod dybt og satsede på omstillinger ved modstanderens fejl. Stephan reddede den store chance, og det blev lidt et turning point i kampen, siger nordmanden.

FC København slutter sæsonen med et opgør mod Hobro. Inden da venter et opgør mod SønderjyskE.