SønderjyskE venter med trænerforlængelse
Illustration
Superliga

SønderjyskE venter med trænerforlængelse

Lars Søndergaard er populær i SønderjyskE, men klubben venter med at forlænge kontrakten med træneren.

SønderjyskE har hentet ti point i de første ti Superliga-kampe i sæsonen, og det ligner endnu en sæson med fokus på bunden i ligaen for Haderslev-klubben. 

I SønderjyskE er man imidlertid godt tilfredse med træner Lars Søndergaards arbejde, og ledelsen er begyndt at overveje en kontraktforlængelse med cheftræneren.

- Vi er fint tilfredse med det, han laver, og vi tager en snak om fremtiden i vinterpausen. Lige nu skal efterårssæsonen spilles færdig, og så skal vi på den anden side af december. Men jeg vil gerne understrege, at vi er fint tilfredse med det arbejde, Lars udfører, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk.

Hvis SønderjyskE fortsætter med at præstere positivt, er en forlængelse oplagt, mener han.  

- Hvis det fortsat kommer til at gå godt, og han bliver ved med at udvikle holdet, vil det være dumt at gøre andet, siger Hans Jørgen Haysen. 

SønderjyskE møder FC Nordsjælland på udebane i den kommende Superliga-runde.