SønderjyskE-chef vil have folk på stadion
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

SønderjyskE-chef vil have folk på stadion

De næste to kampe er ganske vigtige for SønderjyskE, og derfor vil sportschef Hans Jørgen Haysen have så mange tilskuere på Sydbank Park som mulig.

Sæsonen går ind i sin afgørende fase, og SønderjyskE er et af de hold, der fortsat har en masse på spil. Dels i Superligaen, men især i pokalsemifinalen, hvor holdet er i semifinalen, og returkampen spilles onsdag i næste uge. 

Sportschef Hans Jørgen Haysen opfordrer alle sønderjyder til at komme på stadion og støtte det lokale hold både i pokalkampen mod FC Vestsjælland, hvor et 2-0-nederlag skal hentes, og i weekendens Superliga-kamp mod AaB.

- Kære publikum, fans, sponsorer, supportere. Det er nu det gælder. De to næste kampe er sindssygt vigtige, og det er mit håb, at vi får maksimal støtte. Alle på og omkring holdet kan mærke, hvor vigtig opbakningen fra jer tilskuere er. Jeres positive og højlydte tilråb og klappen er mere vigtig end I aner. Det kan give de sidste par procenter, og det kan gøre hele forskellen, siger han til klubbens hjemmeside. 

SønderjyskE har otte point og desuden OB og Esbjerg fB mellem sig og nedrykningsstregen.