SønderjyskE-assistent: Skal spille som i sæsonens første kampe
Superliga

SønderjyskE-assistent: Skal spille som i sæsonens første kampe

SønderjyskEs assistenttræner Peter Enevoldsen tror på succes mod FC København, hvis sønderjyderne kan genfinde takterne fra sæsonens to første Superliga-kampe

SønderjyskE har fået en fin start på Superliga-sæsonen. Tre point står de noteret for efter kampe mod FC Nordsjælland og FC Midtjylland, men vigtigst af alt har spillet været lovende. 

Søndag venter en ny svær opgave, når mesterskabsfavoritterne FC København gæster Haderslev. 

- Der venter os naturligvis en svær kamp mod en dygtig modstander. De har en rigtig stærk trup, og har også set stærke ud. Men når det er sagt, så synes jeg også, at vi selv ser stærke ud.

- Skuffelsen var selvfølgelig stor efter kampen i fredags, men jeg kan mærke, at der stadig er en stor tro på tingene. Vi har modtaget mange roser rundt omkring efter vores første par kampe, og det gør forhåbentlig, at vi kan tage endnu et skridt i den rigtige retning i forhold til at få mere selvtillid.

- Og netop dette skal vi tage med, men samtidig også have stor respekt for FC Københavns hold. Vi skal op på mindst samme niveau, som vi har vist i de foregående to kampe, hvis vi skal have én chance for at få noget med fra kampen, siger SønderjyskE-assistent Peter Enevoldsen til klubbens hjemmeside. 

SønderjyskE ligger nummer 6 i Superligaen inden sæsonens trejde spillerunde.