Søndergaard om straf: Havde frygtet det lidt
Illustration
Superliga

Søndergaard om straf: Havde frygtet det lidt

Lars Søndergaard accepterer sine to spilledages karantæne for sit tweet og havde også frygtet, at det ville ende, som det gjorde.

- Anders Poulsen ??? Undlader rødt til Gislason, derefter billigt straffe. Skal han dømme i Kbh??

Dette var ordene, som SønderjyskE-træner Lars Søndergaard ytrede på det sociale medie Twitter, da FC Købehavn i søndags mødte Randers i Telia Parken. Men det skulle han nok ikke have gjort, for tidligere på dagen valgte DBU at straffe Søndergaard med to spilledages karantæne for sine ytringer.

En straf, som SønderjyskE-træneren accepterer, og som han også havde frygtet.

- Det er sådan det er. Jeg havde måske frygtet den lidt. Især da der kom så meget omtale om selve tweetet, kunne jeg godt mærke, hvor det bar hen. Og jeg har jo også været ude og beklage, at jeg nævnte Anders Poulsen ved navns nævnelse. Han blev lidt personificeringen på en generel kritik, og det har jeg fortrudt. Det er selvfølgelig for sent, når det først er sagt, og derfor må jeg også bare acceptere dommen. Mere kan jeg jo ikke gøre, siger Lars Søndergaard til Jyllands-Posten.

Karantænen betyder, at Lars Søndergaard ikke er på sidelinjen til weekendens opgør mod FC Midtjylland og den efterfølgende pokalkamp mod AGF.