Skuffede Brøndby-profiler: AaB var et stykke over vores niveau
Foto: Anthon Unger/Polfoto
Superliga

Skuffede Brøndby-profiler: AaB var et stykke over vores niveau

Daniel Agger og Thomas Kahlenberg var efter nederlaget til AaB ikke bange for at indrømme, at modstanderen spillede på et højere niveau.

Efter at have været et af Superligaens mest formstærke mandskaber er Brøndby for alvor kommet ned på jorden igen. Holdet har i de seneste tre kampe spillet to uafgjorte, og søndag led de et 2-0 nederlag på hjemmebane til AaB.

De dårlige resultater betyder blandt andet, at Brøndby har mistet kontakt til topholdene - som nu også inkluderer AaB - efter Thomas Franks mandskab tidligere var tæt på at blande sig i topstriden.  

En af Brøndbys store profiler Daniel Agger erkender, at holdet har ramt et result- og spillemæssigt formdyk, og derfor havde det svært i mod et bedre spillede AaB-hold.

- De er et stykke over vores niveau, og nogle gange er man nødt til at tage hatten af for modstanderen, mens vores niveau har ikke været højt de seneste kampe, siger Daniel Agger.

Samme holdning deler hans holdkammerat Thomas Kahlenberg, som samtidig efterlyser en større skarphed på holdet.

- Vi mangler den rigtige aflevering, og den gode afslutning i øjeblikket. Vi mangler skarphed hele vejen rundt. Det handler om at ramme dagen og få det hele til at gå op i en højere enhed. Der var AaB bedre til at spille som et hold, og de så generelt bare bedre ud, fortæller Thomas Kahlenberg.

Der resterer én runde af efterårets Superliga-kampe, og her skal Brøndby møde FC Nordsjælland på udebane.