Skadet AaB-back kæmper for comeback inden 7. juni
Superliga

Skadet AaB-back kæmper for comeback inden 7. juni

Jakob Ahlmann håber at få spilletid for AaB inden sæsonen slutter.

AaB's venstreback Jakob Ahlmann har været ude det meste af sæsonen med en slem korsbåndsskade, han pådrog sig i sæsonens første spillerunde. Nu nærmer Jakob Ahlman sig imidlertid et comeback, fortæller han til Nordjyske Stiftstidende.

- Det går godt. Jeg har selvfølgelig et efterslæb, fordi jeg har været ude så længe, men hver dag tager jeg skridt i den rigtige retning, og jeg føler, at det endelig er begyndt at gå min vej igen, siger Jakob Ahlmann til Nordjyske Stiftstidende

Han håber, at han kan nå at få spilletid for AaB inden sæsonen slutter den 7. juni.

- Jeg ved godt, at der er meget, jeg skal have indhentet, men som det går i øjeblikket, har jeg fået stor tro på tingene. Jeg kommer nok ikke til at gøre en stor forskel på holdet i denne sæson, men jeg har ikke opgivet at komme på banen, inden vi slutter 7. juni, siger han.