Sistos lyskeproblemer fortsætter
Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto
Superliga

Sistos lyskeproblemer fortsætter

Talentfulde Pione Sisto har været ved specialist for at få bugt med den lyskeskade, der fortsat driller FCM-profilen.

Superligaens tophold fra FC Midtjylland har efter to kampe i foråret øget forspringet ned til konkurrenterne, så der nu er ni point ned til FC København. Og det har klubben gjort uden den nok største offensive profil i form af Pione Sisto, der har døjet med lyskeproblemer og mandag var ved specialist i forsøget på at få bugt med skaden.

Endnu er der ikke meldinger på, om Pione Sisto snart er klar igen, men danskeren fortæller selv, at han til tider har smerter.

- Jeg kan have gode dage til træning og pludselig kommer der en reaktion, og det kan vi ikke helt finde ud af hvorfor, siger Pione Sisto til Ekstra Bladet.

Ifølge avisen forventer Glen Riddersholm, at Pione Sisto bliver klar til FC Midtjyllands møde med Esbjerg i weekenden, men det er langt fra sikkert, da lyskeskader kan være svære at få bugt med.

Selv håber Pione Sisto naturligvis, at han kan biddrage til FC Midtjyllands forår, der gerne skal ende med klubbens første danske mesterskab.