Silkeborg-træner: Det var en lang, sej kamp for oprykning
Superliga

Silkeborg-træner: Det var en lang, sej kamp for oprykning

Silkeborgs træner Peter Sørensen indrømmer, at det holdt hårdt at få rykket holdet op i Superligaen.

Silkeborg IF mangler én kamp i sæsonen, men allerede nu står det klart, at klubben fra næste sæson spiller i Superligaen.

Det har dog ikke været så lige til at få holdet til at rykke op, fortæller klubbens træner.

- Det var naturligvis en stor forløsning. Meget længe hang vi jo bagefter og var pisket til at vinde for ikke at miste kontakten med toppen. Det har været en lang sej kamp, og derfor var glæden stor, da det lykkedes. Og vi er såmænd stadig rigtig glade, siger Peter Sørensen til klubbens officielle hjemmeside.

Især fremhæver Sørensen, at spillerne har været gode til at holde fokus på opgaven.

- Oprykningen er først og fremmest spillernes triumf. De kom i mål efter en lang og svær sæson, hvor de har spillet under stort pres. Den måde de har ageret på gennem foråret, hvor de fik en lidt skæv start med to point i de første tre kampe, og siden rejste sig og gik fra sejr til sejr, har jeg stor respekt for, fortæller han.

Silkeborg IF har tilbragt et enkelt år i landets næstbedste række, efter klubben rykkede ud af Superligaen sidste år.