Silkeborg-keeper: Vil gerne have et clean sheet snart
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Silkeborg-keeper: Vil gerne have et clean sheet snart

Thomas Nørgaard fra Silkeborg IF har spillet 14 gange fra start i sæsonen. Endnu har han ikke prøvet at holde buret rent.

Det giver point, hvis du holdet målet rent.

Det siger sig selv, og derfor er det ikke overraskende en ærgerlig Thomas Nørgaard fra Silkeborg IF, der kan se tilbage på 14 kampe som målmand denne sæson uden et eneste clean sheet.

Silkeborg-målmanden overtog hvervet som førstekeeper i efteråret, og han har spillet 14 gange i sæsonen uden at holde buret rent. Fredag venter så Superligaens mest scorende hold i FC Midtjylland, og det kan godt ligne en kamp, hvor Thomas Nørgaard får svært ved at holde nullet. Det er dog stadig målet for Silkeborg-målmanden.

- Drømmen om sejre er dog større end drømmen om et clean sheet, men efterhånden kunne det da være rart at prøve at spille en kamp, hvor der ikke bliver scoret mod mig. Man stræber jo efter at holde målet rent, men når jeg bedømmer min egen præstation, ser jeg ikke udelukkende på, om jeg har lukket et mål ind eller ej, for der er mange andre ting, der spiller ind. Men jeg vil da stå og lyve, hvis jeg påstod, det ikke er skønt, når der ikke går mål ind, siger Thomas Nørgaard til Midtjylland Avis.

Målmanden får det nok svært ved at få sin første clean sheet mod FC Midtjylland, for på hjemmebanen i Herning har FCM indtil videre vundet samtlige 12 kampe, klubben har spillet. Med en sejr over Silkeborg senere fredag aften vil klubben således tangere Superliga-rekorden for flest hjemmesejre i træk. Den rekord har FC København med 13 styks.