Silkeborg IF - FC København: Bedst og værst
Illustration
Superliga

Silkeborg IF - FC København: Bedst og værst

Hvem stjal opmærksomheden i Silkeborg? Kom lidt tættere på Superligakampen mellem Silkeborg IF og FC København.

Silkeborg IF - FC København 0-0 (0-0)

Kampens bedste:

Silkeborg IF:

Der var mange Silkeborg-spillere, der gjorde det godt. Frank Hansen løb solen sort og og ned på højrekanten, ligesom Emil Scheel bød ind med meget på midtbanen. Men valget falder alligevel på Dennis Flinta, der i Silkeborgs midterforsvar pillede glansen af FC Københavns Andreas Cornelius. Dennis Flinta bliver en vigtig figur for Silkeborg i bestræbelserne på at overleve i Superligaen.

FC København:

Ud over en enkelt dårlig tæmning i starten af kampen, lignede Mathias "Zanka" Jørgensen ikke en spiller, der kun har spillet reserveholdsfodbold i hollandske PSV Eindhoven. Han var god med bolden, sikker i sine indgreb og klog i sit spil. Hvis det er niveauet, har FCK fået en klasse-spiller hjem til Danmark.

Kampens værste:

FC Københavns nyindkøb Daniel Amartey havde ikke nogen stor eftermiddag i Silkeborg. Mange af hans afleveringer fandt ikke rette modtager, og han virkede nervøs i flere situationer. I anden halvleg blev det lidt bedre. Flere FC København-spillere havde problemer. Stephan Andersen var rystende usikker, og Per Nilsson kan takke dommer Lars Christoffersen for, at han fik lov til at spille hele kampen.

Kampens detalje:

Efter 17 minutters spil hev FCK's Per Nilsson en helt fri Jeppe Illum ned. Angriberen var alene mod Stephan Andersens mål, men utroligt nok valgte dommer Lars Christoffersen kun at give forsvarsspilleren det gule kort i en situation, der burde have reduceret FC København til 10 mand.