SIF-træner inden FCM: Vi kan godt være med
Foto: Silkeborg IF
Superliga

SIF-træner inden FCM: Vi kan godt være med

Silkeborg-træner Peter Sørensen er fint tilfreds med sit holds spil i sæsonens to første kamp, selvom det ikke er blevet til sejr.

Når Silkeborg i morgen møder FC Midtjylland på udebane, skal de rødblusede forsøge at hente sæsonens første sejr. Cheftræner Peter Sørensen er fortrøstningsfuld og føler sig godt forberedt.

- Jeg synes at vi er godt rustet. Nu har vi spillet to kampe i Alka Superligaen og er blevet klogere og fået syn for sagen. Det går hurtigere, og det er dygtigere spillere, som er mere effektive og mere påpasselige.

- Det gør at vi skal dygtiggøre os ultimativt. Være forberedt på den enkelte modstander og på at den enkelte modstander har nogle særlige redskaber, som vi er nødt til at kunne kontrollere. Det gælder ikke mindst FC Midtjylland, siger Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

Og om sæsonens to første kampe tilføjer han: 

 - I sin helhed synes jeg faktisk, at det har været godkendt. Vi fik point i Odense, og selvom OB var nærmere sejren end os, så havde vi vores chancer. Mod Brøndby synes jeg at vi i sin helhed havde nogle procenter, vi ikke fik udnyttet.Vi smed flere bolde end nødvendigt og begik nogle store fejl, som vi må konstatere koster. Men vi har ikke gjort noget, vi ikke kan rette op på. 

- Vi har fået en fornemmelse af, at vi godt kan være med, men vi ved også, at vi skal ramme tæt på topniveau for at kunne matche især de bedste. Det er dem vi efter min mening har mødt indtil videre, i hvert fald er det to hold fra top seks. Det er gør vi også søndag, hvor FC Midtjylland bør være medaljetagere i det endelige spil. Det er vi opmærksomme på. Vi er ikke naive. Vi er opmærksomme på at vi skal forholde os til de modstandere, vi er oppe imod, siger Peter Sørensen.