SIF-træner: Ikke noget at sige til resultatet
Illustration
Superliga

SIF-træner: Ikke noget at sige til resultatet

Silkeborg-træner Jesper Sørensen erkender, at hans mandskab tabte til et bedre hold mandag aften.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Silkeborg er i allerhøjeste grad blevet kastet for løverne fra start i comeback-sæsonen til Superligaen. I første runde mødte holdet FCK, mens opgaven hed Brøndby mandag aften i anden spillerunde.

I premieren mod FC København fik Silkeborg skrabet et point til sig, men mandag tabte oprykkerne 0-2 i Brøndby, og det var der ingen indvendinger imod fra Jesper Sørensen.

- Jeg synes, at resultatet var der ikke så meget at sige til over 90 minutter. Brøndby var bedre og satte et højt spiltempo, og vi var i problemer, når vi havde bolden, hvor vi spillede med for meget stress. Det var delvist vores egen fejl og delvist påtvunget af Brøndby, siger Silkeborg-træneren og fortsætter:

- Jeg synes, at spillerne skal have stor ros for at hænge i kampen og forsøge at gøre det svært for Brøndby. Men set i det store billede er det et simpelt nederlag. Man skal ikke skælde på dommeren eller sige, man var uheldig, for vi tabte til et hold, der var lidt bedre i dag.

Han ser det som noget positivt, at Silkeborg allerede efter to runder har mødt FCK og Brøndby.

- Det er fint. Vi har set, hvilket tempo vi skal kunne matche. Alle siger, at de bliver bedre og bedre, men det gør vi også. Vi er lige rykket op, og der er ikke mange kulisser og mange kampe, der forløber sådan her i 1. divison, og det skal vi vænne os til, siger Jesper Sørensen.

Silkeborg møder i næste runde møde SønderjyskE på hjemmebane.