Selvkritisk Jørgensen: Skal spille bedre mod FC Midtjylland
Foto: Tipsbladet
Superliga

Selvkritisk Jørgensen: Skal spille bedre mod FC Midtjylland

Nicolai Jørgensen mener, at holdet og ham selv skal spille bedre mod FC Midtjylland end sidste rundes kamp mod Viborg.

Der er lagt op til en vaskeægte topkamp, når Superligaens nummer to, FC Midtjylland, søndag tager imod rækkens førerhold fra FC København.

Ingen af holdene har fået den bedste optakt til kampen, da begge spillede uafgjort mod henholdsvis OB og Viborg.

FC København-profilen Nicolai Jørgensen mener dog ikke, at den dårlige kamp mod Viborg kommer til at betyde noget for søndagens kamp.

- Vi var dårlige mod Viborg, men der vil altid komme udfald i løbet af en sæson, og det gælder selvfølgelig bare om at begrænse dem mest muligt. Jeg kan ikke forestille mig, at vi leverer sådan en indsats to gange i træk, siger han til klubbens hjemmeside.

I klubbernes sidste møde spillede holdene 0-0, hvor det ifølge Nicolai Jørgensen næsten lykkedes FC København at holde midtjyderne væk fra chancer. Han mener dog, at FC København og ikke mindst ham selv skal vise en endnu bedre præstation end mod Viborg, hvis de skal vinde over FC Midtjylland.

- Denne gang skal vi også skabe lidt mere selv, så vi kan komme derfra med alle tre point. Jeg har selv haft flere gode kampe mod Midtjylland, men man er jo aldrig bedre end sin sidste kamp, så jeg skal først og fremmest ind og vise, at jeg er bedre, end jeg var mod Viborg fortæller Nicolai Jørgensen.

Mens han og FC København kan samle kræfter frem til søndagens topopgør, skal FC Midtjylland i ilden torsdag aften i Europa League.