Rystet David Nielsen: Man tror, det er skjult kamera
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

Rystet David Nielsen: Man tror, det er skjult kamera

Den nye AGF-træner havde svært ved at forstå udvisningen af Dino Mikanovic.

David Nielsen fik en skidt start på karrieren som AGF-træner, da AGF tabte med 2-0 til Lyngby mandag aften.

Kampens helt store dramatiske højdepunkt indtraf dog kort efter Mads-Kristoffer Kristoffersens pausefløjt, da kroatiske Dino Mikanovic væltede et par stole på vej ud af banen i frustration over at have modtaget et gult kort for film. 

Hændelsen betød, at dommeren valgte at give kroaten sit andet gule kort, og efter kampen var den nye AGF-træner særligt utilfreds med måden, Mads-Kristoffer Kristoffersen valgte at håndtere situationen på. 

David Nielsen havde nemlig allerede givet sit mandskab sine pauseinstrukser, da han og Pierre Kanstrup blev kaldt til samtale med kampens dommer: 

- Dommeren siger, at Dino (Mikanovic red.) har sparket til fire stole på vej ud af banen. Så tror jeg selvfølgelig, at han bare vil sige til Pierre og jeg, at vi skal sørge for, at han lige dæmper sig lidt. Men så siger han så, at han har bestemt sig for at give ham det andet gule kort på baggrund af det. 

- Der er det klart, at der tror man lidt, at man er med i skjult kamera. Hvis det er sket lige efter, så skulle vi have haft besked med det samme. I stedet skal vi ud og spille tre-fire minutter efter, at det er sket. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, fortæller David Nielsen efter kampen til TV3 Sport og fortsætter: 

- Jeg er ufattelig stolt af præstationen, og den indstilling spillerne viser i anden halvleg trods modgang. Det er jeg utrolig glad for, og de havde ligesom fansene fortjent bedre denne aften. Jeg troede, at jeg havde oplevet alt i fodbold, men det havde jeg ikke, fortalte David Nielsen, der yderligere kom med store roser til publikummet på Ceres Park, der mødte talstærkt op for at støtte byens hold.