Rundens Hold i Superligaen - 8. runde
Illustration
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 8. runde

Tipsbladet.dk sætter Rundens Hold i Superligaen, hvor især Randers FC er godt repræsenteret denne gang.

Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de seks kampe.

8. runde er nu overstået, og vi bringer her vores bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling.

Målmand: Kasper Jensen, Silkeborg IF (1)
Silkeborg tabte, men det blev kun 1-0 til Randers FC fredag, og det skyldes især Kasper Jensen. Den erfarne målmand holdt Silkeborg inde i kampen og viste højt niveau med flere klasseredninger.

Højre back: Espen Ruud, OB (1)
OB har manglet en højre back, siden Espen Ruud forlod klubben i sommer. Søndag var Ruud så tilbage som sin egen afløser, og det ville være helt på sin plads, hvis hans comeback blev hypet med hashtaget #hanertilbage på diverse sociale medier. Glimrende kamp af nordmanden.

Central forsvarer: Mads Agesen, Randers FC (1)
Midtstopperen har udviklet sig til en markant lederfigur i Randers FC, hvor han styrer defensiven på Colin Todds mandskab. Agesen var atter stærk mod Silkeborg, hvor den tyndbenede offensiv fra Søhøjlandet blev holdt nede. 

Central forsvarer: Mathias 'Zanka' Jørgensen, FC København (2)
'Zanka' var tilbage i FC Københavns midterforsvar og spillede en fin kamp i det københavnske derby, hvor Brøndbys offensiv slet ikke fungerede. 

Venstre back: Pierre Bengtsson, FC København (1)
Det hører efterhånden til sjældenhederne, at Pierre Bengtsson spiller en dårlig kamp. Mod Brøndby blev han måske ikke udfordret så meget af Mikkel Thygesen, men svenskeren var stærk både defensivt og offensivt. FCK kommer til at savne ham til vinter. 

Højre midtbane: Kasper Fisker, Randers FC (2)
Forårets store komet er ved at finde sit gamle niveau igen, for Kasper Fisker spillede en stor kamp for Randers i 1-0-sejren over Silkeborg. Fisker er et stærkt offensivt kort og kunne godt komme til at spille i en større klub end Randers engang i fremtiden. 

Central midtbane: Christian Keller, Randers FC (2)
En af Superligaens mest værdifulde spillere, for hvis Christian Keller har en god dag, har Randers FC som oftest en god dag. Midtbanemanden er hjertet i Randers FC og en klar årsag til, at kronjyderne ligger i toppen af ligaen.  

Central midtbane: Martin Thomsen, Hobro IK (1)
'Super-Mardo' er primært valgt på grund af den imponerende frisparksperle, han sendte i kassen mod Esbjerg. Med målet sikrede han sit hold endnu et point, og Thomsen har efterhånden slået sit navn særdeles godt fast i Superligaen. 

Venstre midtbane: Joshua John, FC Nordsjælland (2)
Hollænderen er på sine bedste dage en af Superligaens stærkeste offensivspillere. Han var afgørende for FC Nordsjælland mod FC Midtjylland, og selvom han ikke kom på måltavlen, var han kampens bedste spiller. 

Angriber: Kasper Lorentzen, FC Nordsjælland (1)
Kasper Lorentzen har været igennem meget modgang i sit fodboldliv, og derfor kan han nyde det endnu mere, når han har succes. Det har han lige nu med scoringer i to Superliga-runder i træk. Stærkt comeback af teknikeren. 

Angriber: Rasmus Festersen, FC Vestsjælland (3)
Med anførerbindet om armen sikrede Festersen sejren til FC Vestsjælland med en glimrende scoring mod den danske mester fra AaB. Scorede fem mål i hele sidste sæson, men er allerede oppe på tre nu. En vigtig mand for Slagelse-klubben.

I parantes bemærket er de antal gange, spilleren har været udtaget til Rundens Hold.