For nogle klubber i Superligaen var alt på spil i den netop overståede runde, mens der for andre ikke var andet end æren at spille for. Der var dog intensitet i alle kampe og også en række gode individuelle præstationer. Denne gang er der repræsentanter fra blandt andre FC København, OB og SønderjyskE.
Her følger Rundens Hold i Superligaen for 33. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:
Målmand: Michael Falkesgaard, OB (1)
Den kommende FC Midtjylland-spiller har stået i skyggen af dygtige Sten Grytebust i hele sæsonen, men han har fået chancen i nordmandens skadesfravær, og mod Silkeborg stod Falkesgaard en flot kamp med flere store redninger.
Højre back: Otar Kakabadze, Esbjerg fB (1)
Det er sjældent, man ser en højre back diske op med så lækre detaljer, som Kakabadze gjorde i søndagens kamp mod AGF. Flere gange driblede han rundt med gæsterne, som det passede ham, og det var højdepunkterne i en chancefattig affære.
Central forsvarer: Mathias "Zanka" Jørgensen, FC København (5)
FCK-kaptajnen spiller ofte godt, når modstanderen er Brøndby, og søndag var ingen undtagelse. "Zanka" stod bundsolidt i forsvaret, og det var ofte ham, der ragede kastanjerne ud af ilden. Han kom blandt andet Robin Olsen til undsætning, da Teemu Pukki ellers var fri til scoring.
Central forsvarer: Søren Reese, Viborg FF (2)
En af Superligaens mest undervurderede spillere. I Viborgs 3-0-sejr over AC Horsens gjorde Reese igen en god figur, og så var han desuden ophavsmand til Frederik Møllers selvmål, som satte hjemmeholdet i gang.
Venstre back: Nicholas Marfelt, SønderjyskE (1)
Den forholdsvis uprøvede venstre back var en god vikar for karantæneramte Simon Poulsen, og det var blandt andet Marfelt, der lavede assisten til Johan Absalonsens 1-0-scoring. Nicholas Marfelt var særligt offensivt godt spillende. Marfelt får pladsen lige for snuden af OB's Jacob Barrett Laursen.
Højre midtbane: Kasper Kusk, FC København (2)
Fantastisk præstation af Kasper Kusk mod Brøndby. Den tidligere AaB-spiller har været bænket i store dele af sæsonen, men han sprudlede af spillelyst i søndagens derby, hvor han dominerede i FC Københavns offensiv. Kusk scorede et enkelt mål, og han havde desuden flere gode afleveringer, som kunne have ført til scoring.
Central midtbane: Alexander Jakobsen, Viborg FF (2)
Landsholdsspilleren fra Egypten har været en klar forstærkning af Viborg-mandskabet, siden han kom til i vinterpausen, og han var igen god mod AC Horsens, hvor han dominerede den centrale midtbane. Alexander Jakobsen var den Viborg-spiller, der havde bolden mest for sine fødder.
Central midtbane: Mathias Greve, OB (1)
Kan man spille under en halv time og alligevel komme på Rundens Hold? Ja, det er Mathias Greve beviset på, at man kan. Han afløste Jens Jakob Thomasen efter 66 minutter af opgøret mod Silkeborg, og på de 25 minutter, han var på banen, formåede han at vende kampen med et mål og en assist. Stærkt signal at sende til cheftræner Kent Nielsen.
Venstre midtbane: Johan Absalonsen, SønderjyskE (3)
Den 31-åige fynbo kan endnu. Mod FC Midtjylland gik han forrest med to mål - et på hovedstød og et på straffespark - og dermed var han om nogen ophavsmand til SønderjyskE's første sejr i slutspillet. Det skal blive spændende at se, hvor Absalonsen spiller henne næste sæson.
Angriber: Marvin Pourié, Randers FC (4)
Den tyske angriber er meget svingende i sine præstationer, men fredag havde han en af sine rigtig gode dage i kronjydernes 2-0-sejr ude over AaB. Marvin Pourié scorede to mål og sendte dermed Randers FC tættere på Europa. Dermed lykkedes det ham også at overhale Mikael Ishak på topscorerlisten, og Pourié kan nu kalde sig topscorer i Randers FC.
Angriber: Kim Ojo, Lyngby BK (2)
Kim Ojo er i god form i øjeblikket, og mod FC Nordsjælland scorede Lyngby-angriberen for anden runde i træk, da han vågent udnyttede svagt forsvarsspil af Andreas Maxsø. Nigerianeren kunne med lidt mere skarphed have scoret et eller to mål mere. Kim Ojo gør, at Jeppe Kjær lige nu er knap så savnet i Lyngby.
I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.